836. Og hvad er så den virkelige forskel på den nidkære "troende" og den ædle "vantroende"? – Er det ikke således, at den nidkære "troende" befinder sig i udmærket kontakt med de af dogmerne foreskrevne rettigheder f.eks. ejendomsretten over ægtefællen, retten til at udfolde "retfærdig harme" eller "hellig vrede" over de "ugudelige" eller anderledes tænkende væsener, retten til at stemple som "hor", "synd" og "last" enhver seksuel tanke eller følelse, der ikke lige netop er så og så mange meter indenfor det af dogmerne og traditionerne som "normalt område" fastsatte terræn? – I modsat fald er han eller hun jo ikke nogen nidkær "troende". Og er det ikke således, at den absolut ædle "vantroende" ikke kan føle uvilje mod noget eller nogen? – Ikke engang sin rettighed ifølge dogmerne til at føle "hellig vrede" eller "retfærdig harme" kan han betjene sig af. Han stener ingen ved at stemple dem som "syndige" og kan ikke ønske nogen "helvedes straf" eller "evig fortabelse" over nogen. Ikke engang en utro ægtefælle eller andre, som er "grebet i hor" eller er kommet udenfor dogmernes opsatte seksuelle ramme, stener han. Ja, er det ikke således, at den stemplede "vantroende" stundom er et væsen, der slet ikke bærer ægteskabets specielle anlæg i sin bevidsthed, og hvis højeste bærende mentale fordring derfor ikke i nogen retning udgør ønsket om at besidde eller eje et væsen for sig selv alene, hverken af modsat eller eget køn? – Og behøver dette væsen derfor at være et "abnormt" væsen, hvilket vil sige: en slags mislykket individ, der er til gene og ulempe for fuldbyrdelsen af det guddommelige skaberværk, igennem hvilket Guddommen lader "det fuldkomne menneske" opstå af dyret? – Er det ikke således, at væsener af denne kategori har haft store missioner at udføre netop i nævnte store skaberværk? – Hvad mener man om den store nazaræer? – Tror man hans mission ville have været så vellykket, hvis der havde været en "fru Kristus" med tilhørende familieliv, sønner og døtre at opdrage, underholde og ernære? – Hvordan skulle det være blevet muligt for ham at opleve kærligheden i en så overdådig fylde, at det store bud, der er al lovens fylde, som en lysbølge fra hans væsen kunne vibrere ud over verden og ned igennem årtusinderne i en evig uforgængelig sætning, "du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv", hvis han havde været undergivet et ægteskabeligt monopol? Da måtte dette hans væsen endnu inden det blev til ord og udtalelse, ja, endnu medens det blot var tanke hos ham, have været den rene manifestation af "hor" og dermed "utroskab" imod eller "svigten" af ægtefællen. Det ægteskabelige monopol påbyder jo som bekendt følgende: "Og derfor skal en mand forlade fader og moder og holde sig til sin hustru". Og yderligere hedder det i samme monopol: "Hver den, som ser på en kvinde for at begære hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte". Men hvorledes skal en gift mand kunne opfylde sådanne påbud og samtidig opfylde den store kærlighedslov? – Hvis en gift mand foruden sin hustru elsker en anden kvinde, som han elsker sig selv, bedriver han jo "hor", ligesom det samme er tilfældet, hvis en gift kvinde foruden sin ægtefælle elsker en anden mand ligeså højt, som hun elsker sig selv.