838. At blive et dobbeltpolet væsen er således ikke noget, der sker på et øjeblik. Omformningen af det levende væsen fra en enpolet til dobbeltpolet tilstand udgør en meget lang udviklingsperiode. At man indenfor denne periode finder alle mulige forskellige mellemstadier mellem enpolet og dobbeltpolet tilstand er naturligvis en selvfølge. Repræsentanterne for disse mellemstadier er således mere eller mindre ufærdige væsener. I disse væsener er de ægteskabelige anlæg mere eller mindre i stærk fremskreden degeneration. Nævnte væsener bliver derfor tilsvarende mere eller mindre uegnede som ægtefæller. Og jo mere fremskreden denne degeneration er, jo kortere bliver perioden for disse væseners "hvedebrødsdage" i ægteskabet, hvis degenerationen da ikke allerede er så fremskreden, at væsenet slet ikke gifter sig. Men det er ikke nær alle, der er så fremskredent degenererede, at de ikke gifter sig. Tværtimod, der eksisterer endog et overordentligt stort procenttal af mennesker, der endnu gifter sig, skønt deres anlæg for ægteskab er yderst slette. Hvad mener man f.eks. om mænd, der foruden deres ægteviede hustru også absolut skal have "elskerinder". Og hvad mener man om kvinder, der foruden deres ægtemage slet ikke kan leve uden på alle måder at flirte og kokettere med alle andre mænd? – Er ikke i mange tilfælde disse kvinders klædedragt og kosmetiske udsmykning: barberede øjenbryn, kunstige øjenvipper, malede læber og farvede kinder, hår og negle osv. mere for at beundres af andre mænd end af ægtefællen? – At tørste efter beundring af andre mænd end af ægtefællen kan umuligt gøre det pågældende ægteskab flatterende. Og det gør ikke sagen bedre, hvis den pågældende kvinde føler sin camouflage nødvendig for at bevare ægtemanden for sig selv. En ægtefælle, der således foretrækker en camoufleret skønhed i stedet for den naturlige eller virkelige, er ikke en "ægte", men snarere en – uægte – fælle eller partner i den forbindelse, der hedder "ægteskab". Det er ikke hans hustrus naturlige udseende, men derimod det kvindeideal, som hans hustru ved hjælp af kosmetikken søger at forestille, der stimulerer hans elskov. Og hustruen må altså her ved hjælp af kunstige midler skabe sig selv om, blive en efterabning af eller et surrogat for dette kvindeideal.
      Men et ægteskab, der således kun er baseret på en i ordets næsten absolutte forstand ydre fernis, er ikke baseret på væsenernes virkelige selvs naturlige ydre og er derfor uægte. Men det er naturligvis kun i en meget ringe udstrækning, at denne camouflage kan afstive ægteskabets holdbarhed. I de allerfleste tilfælde går det i stykker. Væsenerne kan ikke mere komme i kontakt med hinanden, og ægteskabet bliver uudholdeligt, må brydes. Og væsenerne iler mod nye forelskelser, stifter nye ægteskaber og oplever de samme skuffelser. "Hvedebrødsdagene" i de nye forbindelser og den hermed forbundne ægteskabelige lykke kan ikke holde. Og væsenerne jager således forgæves efter det "tabte paradis". De er ikke mere i den "edens have", de tror at være. De udgør ikke mere "parringsvæsener" i renkultur. Den seksuelle drift er blevet mere frigjort. Medens den hos dyret i renkultur er et bundet anlæg, hvilket vil sige: et anlæg, der kun er frigjort i perioder, hvor det er nødvendigt for forplantningen, er den hos jordmennesket blevet mere permanent. Mennesket har ikke således som dyret en særlig speciel "brunsttid", selv om foråret måske nok endnu kan siges at have en stærk stimulerende indvirkning på jordmenneskets seksuelle liv. Menneskets forplantningsliv foregår ikke henlagt til en bestemt årstid, men udløser sig hele året rundt. Jordmennesket er blevet mere bevidst i denne sin drift. Den er mere viljemæssig hos dette væsen end hos dyret.