Den mandlige prostitution og dens virkninger: seksuel degeneration, kronisk arbejdsløshed, sløvsind, plattenslageri og uærlighed, væsenernes omformning til psykopater, der igen fører til internering, kastration og hospital
843. At de prostituerede (særligt de mandlige) også lader sig købe af deres eget køn til kønslige foreteelser, der udgør en tilfredsstillelse af en hunger, de slet ikke selv nærer, men blot går med til disse for vindings skyld, er også påbegyndelsen af en mental løbebane, der fører til en uendelig serie af lidelser. Den svækker efterhånden al lyst til naturligt erhverv samtidig med, at den underminerer vedkommendes normale seksuelle begær og dettes tilfredsstillelse ved intimt samkvem med det modsatte køn. Disse prostituerede begynder efterhånden selv at begære tilfredsstillelse igennem intimt samkvem med deres eget køn. Og prostitutionen bliver derfor ofte kun et skalkeskjul, under hvilket de foregøgler at være "normale", men blot går med til det "unormale", fordi de er "arbejdsløse". Man skal derfor ikke tro for stærkt på en sådan beretning. Den største part af de væsener, der indlader sig i intime seksuelle foreteelser med deres eget køn, er allerede stærkt fremskredne seksuelt degenererede væsener, der ikke kan finde den fulde tilfredsstillelse i samliv med det modsatte køn. Ved en nærmere iagttagelse viser det sig, at disse væsener i virkeligheden netop er "arbejdsløse" eller subsistensløse grundet på deres seksuelle degeneration. Da samlivet med det modsatte køn ikke har den bærende tiltrækning og ikke kan give dem den fulde seksuelle tilfredsstillelse, har sådanne væsener ikke det "normale" individs stærkt stimulerende trang til at stifte ægteskab og hjem. De har ikke som dette et særligt livgivende fremtidsideal at arbejde på at opnå. Vi ser derfor i stor udstrækning, at disse væsener mangler arbejdslyst. Og med denne mangel svækkes også deres undertiden ellers så fremragende anlæg og talenter, og et fremtrædende sløvsind fylder bevidstheden. At sådanne væsener ikke kan gøre nogen god fyldest i en stilling eller på en arbejdsplads er naturligvis en selvfølge. De bliver da også meget let afskediget, hvilket i virkeligheden slet ikke er dem uvelkomment. Og hermed begynder den stab af ledige væsener at opstå, vi kalder "kronisk arbejdsløse". Og under påskud af, at de ikke kan få arbejde, glider de nu ud i allehånde former for hutleri og plattenslageri, hvad livet omkring byernes nødtørftsanstalter, torve og pladser uhæmmet viser for den udviklede forsker. Sålænge disse væsener endnu er unge og ser godt ud, klamrer de sig til prostitutionen. Denne prostitution har jo også sine velhavende "kunder". Men når først de er blevet lidt ældre og ikke mere udøver nogen erotisk tiltrækning på disse "kunder", bliver de mere fremtrædende i andre former for plattenslageri, må mere og mere hutle eller betle sig igennem tilværelsen, bliver vagabonder eller stoddere og havner i fattiggårde, hvis de da ikke forinden ved en altfor uhæderlig vandel er havnet i fængsel eller forsumpet i drukkenskab eller alskens urenhed. Hvorledes tror man disse væsener ser ud i kommende liv? –Tror man, det er disse individers talentkerner og øvrige mentale tilstand, der i særlig grad er tjenlige som fundamenter for "kosmisk bevidsthed". Tror man, den hellige ånd i særlig grad er disse væseners atmosfære? –Nej, denne vej for seksuel afvigelse fra det såkaldte "normale" fører heller ikke direkte ind i himlen, men udgør derimod i stor udstrækning den sfære, fra hvilken de abnorme væsener, vi kalder "psykopater", rekrutteres. Disse væseners abnormitet giver sig netop udslag i de særlige anlæg og tilbøjeligheder, som kommer til udvikling gennem overdreven lediggængeri, vagabondering, hutleri og plattenslageri. Gennem et eller flere liv i en sådan sfære er deres fortrolighed med sandhed eller ærlighed i stor udstrækning sat over styr. I en tilværelse, hvor man ikke har begær efter ægteskab eller andre livsvigtige værdier i sig til at befordre eller stimulere en naturlig arbejdslyst, og man derfor skyr alt reelt arbejde, men alligevel skal eksistere, stilles der unaturligt store fordringer til fantasievnen. Plattenslageri lader sig jo ikke ret godt udføre ved hjælp af sandhed. Og man opdigter så allehånde historier for at gøre troværdigt og imponerende indtryk på sine ofre. Man foregiver såvidt muligt at være "repræsentant", "læge", "direktør" eller lignende eller søger på anden måde at give sine ofre indtryk af, at man sidder i den eller den fremragende sociale position, alt efter som disse indtryk kan være fordelagtige eller hensigtsmæssige i de givne kupsituationer. Og det er denne daglige indlevelse i en uvirkelig tankeverden, der er farlig. Vældige talentkerner på dette specielle område bliver udviklede, ja, så udviklede, at væsenet tilsidst slet ikke mere har fuld kontrol over fantasi og virkelighed, navnlig ikke i sin hukommelse. Et sådant væsens fortid er for det selv en så stor indfiltring af fantasi og virkelighed, at det tilsidst er umuligt for det at finde rede på, hvad der er hvad. Intet under at dets beretninger om dets egen eksistens bliver mærkværdige. Og det gør jo ikke sagen lysere, at det har de nævnte talentkerner med over i det næste liv, hvor de kommer til en endnu større blomstring. Væsenet fortæller her ikke alene fantasihistorier i sine kupsituationers favør, men fortæller også historier i situationer, hvor det slet ikke behøvedes. Det ønsker at imponere sine omgivelser, og dets beretninger om det selv er nu blevet til meningsløs pral om fantastiske projekter, det foregøgler selv at være den altoverskyggende helt og drivkraft i. At et væsen, der sådan lever i en uvirkelig verden i stedet for i den virkelige og med en seksuel indstilling, der heller ikke er under kyndig udvikling og kontrol og derfor kan give sig udslag i forskellige uheldige og farlige foreteelser, ikke kan komme i kontakt med den virkelige verden, er naturligvis givet. Det iler med en stedse stigende fart imod frihedsberøvelse, internering, kastration og hospital eller andre af de foreteelser, ved hvilke samfundet søger at råde bod på en sådan kalamitet. I sandhed det er farligt at gøre sit seksuelle liv til en forretning og usandhed til sit ideal.