Livets Bog, bind 3
Grunden til, at man søger seksuel udløsning må være den, at man trænger til den, og ikke dette, at man trænger til penge
847. Vi har her set lidt af, hvad ukyndig omgang med den i ens eget indre boende seksuelle kraft fører til. Dette, at gøre denne sin egen højeste indre kraft til en handelsvare, kan således få et temmeligt farligt forløb. Og hvorfor skulle det ikke være ligeså farligt at omgås letsindigt med denne livets inderste ild, som det er farligt at omgås letsindigt med andre af sine egne livsvigtige faktorer eller at gøre disse til en handelsvare? – Hvis man tænkte sig, at den prostituerede overførte sin seksuelle forretning på sin evne til at spise, tror man så ikke, det tilsidst ville gå galt? – Hvis en mand f.eks. kunne tjene penge ved at spise og lod sig forlede til at spise ganske uafhængig af appetit eller sult og derved ligefrem gjorde dette at spise til et håndværk, tror man så ikke hans konstitution ville blive noget medtaget? – Nej, man må spise, fordi man trænger til føde, og ikke fordi man trænger til penge. Sådan er det også i allerhøjeste grad med det seksuelle liv. Grunden til udløsning af dette må udelukkende kun være den, at man trænger til den for vedligeholdelsen af sit normale og sunde velværes skyld, såvel på det fysiske som på det mentale område, og ikke fordi man trænger til penge. Hvad nytter det, at man får pengetrangen tilfredsstillet, når man dermed sælger noget af sin førlighed? – Naturlig sult er til for at skulle mættes. Og mættelsen er til for at bevare eller vedligeholde førligheden og ikke for at borteliminere den. Derfor er det seksuelle liv et af de store felter, hvor individet i særlig grad må "våge og bede, at det ikke falder i fristelse, thi ånden er vel redebon, men kødet er skrøbeligt".