Ligesom individets sympati eller kærlighed til det modsatte køn kun kan eksistere som en organfunktion, således kan dets kærlighed til sit eget køn også kun eksistere som en organfunktion. Denne sidste kærlighed eller alkærlighedens vårbrud
852. Men hvorledes skal en intelligensfunktion bevidsthedsmæssigt kunne finde sted, hvis ikke individet havde hjerne? –Hvorledes skulle et væsen kunne se, hvis det ikke havde øjne? –Hvorledes skulle moralvogternes egen stærke følelse for det modsatte køns væsener vel kunne eksistere eller blive til, hvis den ikke netop beroede på deres særlige seksuelle organfunktion? –Beror mandens dragning imod kvinden og kvindens dragning imod manden ikke på den omstændighed, at han er et "hanvæsen" og hun er et "hunvæsen"? –Og beror graden af deres ægteskabelige lykke ikke fuldstændig på graden af deres fremtræden som henholdsvis "hanvæsen" og "hunvæsen"? –Og er denne "han-" og "huntilstand" ikke forlængst erkendt som et organproblem? –Er organerne ikke netop udgørende en af de faktorer, hvorpå man kender forskel på "han" og "hun"?– Men når en kærlighed, der er af en så ringe udstrækning, at den kun strækker sig til det modsatte køn, i så høj grad er betinget af en organfunktion, i hvor meget større udstrækning må så en kærlighed, der strækker sig til alle levende væsener uafhængigt af køn, så ikke være baseret på organfunktion? –På hvad skulle den ellers være baseret? –Tror man en så vældig sympatitilkendegivelse, at den er lig Guddommens eget strålende kærlighedsvæld, er noget, der springer frem af "ingenting"? –Så ville den jo ligeså godt kunne være til stede i det ene væsen som i det andet. Tror man, at man kan opfylde påbuddet om at "vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre", uden i kraft af en i forvejen i sin bevidsthed fremtrædende særlig kombination af organfunktioner? –Og er disse organfunktioner ikke af en sådan art, at de på en eller anden måde må have kollideret med den rent ægteskabelige kønssfære og derigennem mildnet "hanvæsenets" og "hunvæsenets" indstilling til deres eget køn? –Hvorledes skal disse væsener ellers komme til at opfylde det store bud om at "elske næsten som sig selv"? –Den is eller kulde, der oprindelig er mellem væsener af samme køn må dog fjernes. At fjerne den kan kun ske ved organfunktion. Denne organfunktion må derfor være af en så overdådig sympati- eller kærlighedsvækkende natur, at den helt kan overtrumfe den ægteskabelige kønssfæres funktion til fordel for opfyldelsen af Guds plan med mennesket, hvilket vil sige: skabelsen af "alkærligheden" i væsenets indre. Tror man ikke, det er det, der gør sig gældende, når vi ser, at den såkaldte "naturlige" kønstilstand hos væsenerne og den hermed forbundne ægteskabelige tilstand degenererer? –Hvorledes skulle denne omskabelse eller udvikling af mennesket ellers ytre sig? –Må denne omskabelse ikke efterhånden forandre "hanvæsenets" syn på "hanvæsenet" og "hunvæsenets" syn på "hunvæsenet"? –Og må dette syn, for at være i kontakt med den førnævnte guddommelige plan eller udvikling af "alkærligheden", ikke netop være en voksende "sympati" for sit eget køn? –Hvor skulle forandringen ellers sætte ind? –Hele fuldbyrdelsen af den guddommelige plan beror netop udelukkende i forandringen af dette syn. Hvorledes skulle isen mellem væsener af samme køn ellers smelte? –Og er det ikke netop denne smeltning, der er den "ny himmels" og "ny jords" første begyndende vårbrud? –Og er det ikke rimeligt, at dette vårbrud ved sin fremfærd også må skabe lavineskred, oversvømmelser af smeltende mentalt is og sne eller på mange andre måder skabe stærk mental uro? –Overgangen fra frost- og snevintre kan ikke foregå uden igennem tøbrud, slud og isslag. Hvad er de degenererende ægteskaber, seksuelle abnormiteter, perversiteter, forelskelser i væsener af samme køn osv. andet end dette voldsomme mentale tøbrud, igennem hvilket menneskets dyriske vintertilstand larmende forkynder eller tilkendegiver sin egen undergang og dermed indirekte varsler forårets komme eller "det rigtige menneskeriges" gryende indtog i jordiske sfærer, kontinenter og zoner? –Er det ikke en opfyldelse af de almindelige naturlove, der her finder sted for vore øjne? –Tror man omskabelsen af jordens millioner af inkarnerede og diskarnerede sjæle kan gå stille eller lydløst af? –Tror man indgroede vaner og tilbøjeligheder, der har været autoriserede livsidealer gennem årtusinder pludseligt kan accepteres af alle som noget, der er på retur, noget der er degenererende? –Må ikke mange af disse livsidealer stå for en anseelig hob af mennesker som "hellige" og urokkelige foreteelser eller evige forskrifter, selv om verdensgenløserne har til opgave at vise det modsatte. Blandt nævnte hob finder vi de nidkære moralvogtere og dogmeforkyndere. Disse udgør alle mere eller mindre en slags keruber, der forsvarer det paradis, de umærkeligt allerede selv er i færd med at forlade og ikke kan forhindre andre i at forlade, dertil er spisningen af "kundskabens træ" (undervisningen på skoler, universiteter og læreanstalter i "godt og ondt") altfor dominerende. Kirkerne og andre områder for deres domæne bliver mere og mere forladt.
Tilbage til forsiden
Forrige