857. Det er også på ovennævnte stadium, at individet som tidligere nævnt undertiden tror at kunne "redde" sig ved giftermål. Men det lader sig selvfølgeligt ikke gøre. Den periodiske tilbagevenden af den "unormale" tilstand lader sig ikke standse. Den er et ligeså urokkeligt led i spiralkredsløbet som selve reinkarnationen. Efterhånden bliver der da også mindre og mindre afstand mellem de "abnorme" perioder, indtil disse tilsidst udgør en uafbrudt eller permanent tilstand. Individet må da leve hele den kønsmodne del af sit liv igennem med en tiltagende eller voksende sympatisk indstilling på væsener af eget køn. Denne voksende sympati kan endog blive så stærk, at det i en altfor høj grad går ud over individets almindelige ligevægtsfølelse overfor det modsatte køn. Det kan her for en tid miste så meget af sin sympatievne, at det ikke engang kan udvise almindelig hensynsfuldhed overfor nævnte køn. Det er denne af overdreven sympati for sit eget køn og mangelfuld sympati for det modsatte køn, der har affødt begreberne "kvindehader" og "mandfolkehader".
      Selv om et sådant væsen ikke ligefrem hader det modsatte køn, vil det naturligvis i visse situationer her på begyndelsesstadiet for sin seksuelle forvandling ikke kunne undgå at føle en vis uvilje imod det andet køns væsener. Det er stadigt disse væsener, der er rivalerne i dets liv. Det er disse væsener, der gang på gang kommer til at gribe ind i dets forhold og hjemfører den "elskede" ven eller kammerat som forlovede eller ægtefælle. Og det er igennem den heraf opståede ulykkelige kærlighed og jalousi, at væsenet opdager, "at det ikke er som de andre". At det som før nævnt, for at undgå at røbe sin "abnormitet" og den hermed forbundne kompromittering, ikke ret godt kan lade sine følelser komme til udbrud, gør ikke sagen bedre. Først må det bekæmpe en altfor voldsom sympatifølelse overfor vennen og holde den nede på et niveau, hvor denne ikke kan "opdage" den "abnorme" tilstand, og dernæst, når vennen eller kammeraten er blevet forlovet, må det kæmpe af al kraft for at undertrykke sin sorg og jalousi herover så meget, at han heller ikke her opdager den "abnorme" tilstand. At en sådan indestængt ulykkelig tilstand ikke er holdbar for individet er naturligvis givet. Før eller senere må det give op. Det går mere og mere op for det, at det er "homoseksuel" eller tilhører den mentale sfære, der udtrykkes under begrebet "homoseksualitet".