859. Og hvorledes skulle vel også væsener, i hvem det brunstige "han-" eller "hundyr" endnu var deres eneste erfaring eller oplevelse af seksualisme, kunne forstå en fra deres egen tilstand så afvigende kønstilstand? – Deres kundskab på dette område var urokkeligt baseret på de kendsgerninger, som væsenernes ydre fysiske organer igennem tusinder af inkarnationer havde rodfæstet i deres bevidsthed som hellige, ukrænkelige idealer. Et "hunvæsen" var et "hunvæsen" og et "hanvæsen" var et "hanvæsen" urokkeligt stadfæstet af de pågældende væseners fysiske organer. Det var åbenlyst, hvilken uomstødelig rolle en kvindeorganisme var beregnet til i det seksuelle spil, ligesåvel som det, den mandlige organismes indsats organmæssigt havde til opgave. At denne organmæssige bestemmelse ligesom alle andre organmæssige indsatser kun er en midlertidig nødvendig foreteelse for det evige jegs eller væsens passage igennem livets forskellige faser, er det jo umuligt for væsenerne at vide, sålænge de er totalt uvidende om reinkarnationen. At deres religions helligste forskrifter aldrig i noget som helst tilfælde kunne blive andet end absolut uopfyldelige utopier for et absolut "hanvæsen" og et absolut "hunvæsen" og således ville være det rene humbug eller bedrag, hvis ikke "noget andet" forinden fandt sted, er dog tidligt begyndt at blive synligt for de samme idealers troende tilhængere. Men hvad "dette andet noget" måtte være, havde de ingen løsning på. Det blev til mystik. Mystikken blev senere kendt som teorien om "nåden" og "syndernes forladelse ved Jesus Kristus".
      Da idealerne fordrede "alkærlighed", "elsk din næste som dig selv", og dette var umuligt, idet væsenernes sympatiske anlæg var baserede på organer, der ligesåvel skabte antipati imod deres eget køn, som de skabte sympati for det modsatte køn, ganske uafhængigt af viljen, kunne de ikke opfylde kravet. Men da de ikke havde evne til at se denne naturlige foreteelse som årsag til deres uformuenhed overfor opfyldelsen af kærlighedskravet, men helt troede, at denne opfyldelse i virkeligheden kun var et spørgsmål om vilje, kunne de kun få den forestilling, at den manglende opfyldelse af kærlighedsbuddet overfor næsten udelukkende var en fejl fra deres egen side. De betragtede nævnte bud som en befaling fra Gud, man kunne efterkomme ligeså let og håndgribeligt, som man kan efterkomme opskriften i en håndbog eller vejledning i fremstillingen af et eller andet produkt. Men da det alligevel blev en permanent kendsgerning for dem, at de ikke opfyldte dette bud, fik de mindreværdskomplekser. De troede, miseren skyldtes viljeslaphed, karakterbrist eller manglende moralitetssans hos dem selv. Derved blev den manglende opfyldelse af kærlighedsloven i deres opfattelse til "synd". Og udtrykket "syndere" blev dermed disse væseners generalbetegnelse for alle mennesker.