862. Nu vil læserne muligvis indvende, at den metode, verdensgenløsningen her anvender, er et falskneri. Når Jesus siger til et menneske: "Dine synder er dig forladt", så er det i virkeligheden en usandhed. Men er det nu det? – Hvad var det for en situation Jesus befandt sig i, når han stod overfor væsener, han gav "syndernes forladelse"? – Stod han ikke her overfor væsener, der var besjælede af den illusion, at de var "syndere"? – Troede disse væsener ikke, at de kunne have handlet anderledes, have været bedre mennesker, hvis de havde villet det? – Troede disse mennesker ikke ligeså sikkert, at de nu stod overfor en "vred" Gud, der måtte "straffe" dem med lidelser og "evig fortabelse"? – Og vidste Verdensgenløseren ikke ligeså sikkert, at intet væsen kan være anderledes, end det netop er? – Ethvert væsen er jo til enhver tid på toppen af sin udvikling og kan naturligvis ikke repræsentere andet eller højere udviklingstrin end det, hvortil det er nået. At Forsynet umuligt kunne forlange noget andet af noget individ var jo forlængst blevet en levende kendsgerning for Verdensgenløseren. Men dermed var det jo en ligeså realistisk kendsgerning for ham, at det pågældende væsen ikke var nogen "synder". Men når det ikke var nogen "synder", var det jo i samme tilstand, som om dets "synder var forladt". Verdensgenløseren kunne da med hundrede procents kraft frimodigt sige til et sådant væsen: "Dine synder er dig forladt". Ja, ville det ikke ligefrem have været ukærligt, hvis han med den viden, han sad inde med, ikke havde sagt dette og i særdeleshed, da han dermed kunne udfri væsenet fra dets midlertidige indbildte og tyngende "syndskompleks"?
      Nu vil man måske her synes, at Jesus burde have sagt til vedkommende, at der ikke eksisterede nogen "synd" og at nævnte vedkommende derfor ikke var nogen "synder". Og det er rigtigt, Jesus kunne udmærket have sagt dette til det ulykkelige menneske, han stod overfor, men hvad ville der så være sket? – Der ville uundgåeligt være sket dette, at Verdensgenløseren havde givet et ulykkeligt menneske et svar, det ikke havde nogen som helst forudsætninger for at forstå. Et så verdensomvæltende svar ville i heldigste tilfælde have fået den ulykkelige til at tro, at Jesus var vildfarende, måtte være sindssyg, måtte være en fanatiker eller i værste tilfælde måske var "djævelen" selv. Og den ulykkelige ville stadig være lige ulykkelig og hjælpeløs. En større modsigelse af tilsyneladende urokkelige kendsgerninger kunne næppe manifesteres for et sådant væsen. Så det ikke netop med sine egne øjne, at verden var fuld af "synd"? – At påstå det modsatte ville være intet mindre end at docere et helt nyt verdensbillede. At få nogen glæde af dette verdensbillede ville kun kunne opnås igennem et årelangt studium. Nævnte billede ville derfor være ganske umuligt som et øjeblikkeligt trøstemiddel for endnu stærke tilhængere af moseguden eller det "vrede" og "straffende" Forsyn. Vi ser derfor også, hvorledes Verdensgenløseren undertiden skyder nævnte verdensbillede i baggrunden ved at erklære, at det ikke er givet hans samtid at forstå dette, men at senere tider igennem "talsmanden den hellige ånd" skal komme til at forstå alt angående den sande virkelighed.
      Når Jesus skulle hjælpe et sådant ulykkeligt "syndsbetynget" væsen i dets øjeblikkelige sjælekrise, kunne det altså ikke ske ved at rulle et nyt verdensbilledes kosmiske analyser op for vedkommende, analyser, som det måtte være årtier om at lære at forstå, men derimod udelukkende ved at tale til det i et sprog, der var i kontakt med dets egen forestillingskreds, og som det derfor øjeblikkeligt kunne forstå.
      Da al lidelses dybeste årsag for tilhængerne af det gamle verdensbillede jo kun kunne opfattes som "straf" fra en "fortørnet" eller "vred" Gud over "synder", man havde begået, var det klart, at den eneste positive mentale hjælp, der overhovedet kunne gives et sådant ulykkeligt syndsbetynget væsen som det førnævnte, kun kunne være dette, at give det den fulde tillid til eller tro på, at dets "synder var forladt", og at det derigennem atter var i et forsonet forhold til selve Guden. Men da man ikke kunne fortælle det, at der slet ikke eksisterede nogen "synd" eller "syndere", kunne hjælpen kun overbringes individet i den formel: "Dine synder er dig forladt". Denne formel var altså det eneste, vedkommendes bevidsthed kunne komme i kontakt med, var den eneste nøgle, var det eneste pasord ind til dets lidende mentalitet. Og da denne formel så tilmed i absolut forstand var hundrede procents sandhed, eftersom væsenet aldrig havde begået nogen "synd", og der aldrig havde eksisteret en "vred" Gud, og væsenet derfor, kosmisk set, befandt sig i en tilstand, hvor hele dets mentale lidelseskompleks beroede på frygten for noget, som slet ikke eksisterede, nemlig "straffen for synderne", bliver det her en kendsgerning, at Verdensgenløserens optræden i nærværende situation var hundrede procents korrekt og dermed i kontakt med den fuldkomne kærlighed. Med formlen: "Dine synder er dig forladt" eller "tilgivet" sagde Verdensgenløseren i virkeligheden til den ulykkelige: "Det, du frygter, eksisterer ikke. Gud er ikke vred, men elsker dig". Og den ulykkelige blev, for såvidt han nærede fuld tillid til Jesus, befriet af sit mentale mørkekompleks, blev igen fri og glad, ja stundom så glad, at glæden helt gennemsyrede hans fysiske legeme, så han også her i mange tilfælde kom af med eventuelle lidelseskomplekser. Det var ikke så mærkeligt, at Jesus gang på gang forklarede, at det var på tilliden eller "troen" på ham, det gode udfald helt beroede. Den, der ikke "troede" på hans udsagn, kunne naturligvis ikke blive udfriet fra sine egne fejlagtige mørke forestillinger eller "syndskomplekser". Man forstår således her, hvorfor væsenerne kun kunne blive hjulpet i forhold til, som de "troede".