866. Helt anderledes stiller det sig netop med de mennesker, som slet ikke kan "tro". At "tro" er ikke en viljesakt, men er udelukkende en evne. Denne evne enten har man, eller også har man den ikke, ganske uafhængigt af om man vil det eller ikke. Men når man ikke har den, kan man jo ikke få "syndernes forladelse" og må så efter de "troendes" udsagn være hjælpeløst fortabt. Det er ikke så mærkeligt, at sådanne tvivlere også kom til Jesus. At han ikke overfor nogen af dem brugte formlen: "Dine synder er dig forladt" er også ganske naturligt. De kom jo ikke for at få "noget", de ikke troede eksisterede, ligesom Nikodemus jo heller ikke kom for at få "syndernes forladelse". Det ses her tydeligt, at der kunne være "andre ting" end netop "syndernes forladelse", der kunne drage mennesker til Verdensgenløseren. At Nikodemus kommer til Jesus om natten viser, at det har været ham meget magtpåliggende at få en samtale med denne store indviede. At det ikke var for at tale om ceremoni eller tempelhandlinger enten i form af dåb eller anden religiøs ydre foreteelse turde være en selvfølge. Nikodemus var jo selv farisæer og rådsherre og således en af datidens lærde mænd og derfor godt hjemme i datidens autoriserede visdom. At han ikke opsøgte Verdensgenløseren for at få en forklaring på en ceremoni, men derimod af hunger efter at få besked på det levende livs mysterium gør hans samtale med Jesus til åbenlys kendsgerning. Af de brudstykker af denne samtale, der er overleveret igennem Bibelen, kan man se, at det netop var dette levende livs mysterium, der var på tale. Jesus siger ikke til Nikodemus: "uden nogen bliver – døbt – på ny", men derimod: "uden nogen bliver – født – på ny" osv. Der er ingen som helst ting, der taler for, at Verdensgenløseren ikke netop lige akkurat har ment, hvad han her direkte sagde, ligesom det med al mulig tydelighed jo fremgår, at Nikodemus nærede en åndelig hunger, som han ikke kunne få tilfredsstillet hos datidens åndelige autoriteter, de skriftkloge eller præsterne. Men når hans hunger udtrykte noget, han ikke kunne få tilfredsstillet hos nævnte autoriteter, kunne det jo kun være noget af den ny visdom, Jesus kom og berigede verden med. Siger han ikke netop selv til Jesus: "Rabbi! Vi vide, at du er en stor lærer kommen fra Gud". Men da det ikke var "syndernes forladelse", rådsherren søgte hos Verdensgenløseren, kunne hans ærinde kun være besjælet af hungeren efter at få del i den højere eller mere intellektuelle del af Jesu forkyndelse eller budskab.