868. Men selv om Jesus ikke taler ret meget om det "evige liv", taler han så meget desto mere om alt, hvad der kan begunstige væsenets forhold til nævnte evige væren. Er ikke hele hans visdom udelukkende baseret herpå? – Når der fra hans højintellektuelle væsen og tale strømmer et væld af lysende sætninger som: "Stik dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", – "Det I vil, at andre skal gøre imod eder, dette gører I også mod dem", – "Det et menneske sår, skal det høste", – "Han skal betale enhver efter deres gerninger", – "Vend den højre kind til, når du bliver slået på den venstre", – "Elsk din næste som dig selv" – samt mange flere visdomsord, og han samtidig forjætter, at alle de, som "tror" på ham, hvilket vil sige, alle de, som tror på disse hans kosmiske udsagn eller anvisninger, vil få et "evigt liv", bliver det her til en lysende kendsgerning, at "syndernes forladelse" ikke var det mest højintellektuelle eller centrale i hans mission, men at dette derimod var at forberede den begyndende skabelse af menneskenes forædling, en forædling, som er ganske umulig igennem "syndernes forladelse", hvor væsenet jo slet ikke forandres, men efter hver tilgivelse kan begynde at "synde" på ny. At et rige med sådanne borgere ikke kan være identisk med det rige, "som ikke er af denne verden", ifølge Kristus, turde vel også være selvfølgeligt. Et rige, i hvilket man kan "synde" og få "syndernes forladelse" og igen kan "synde", er jo ikke afvigende fra det, i hvilket det jordiske menneske befinder sig. Intet under, at Jesus oplyser, at "ingen kan komme ind uden at have bryllupsklædningen på". Og hvor bliver det samtidigt selvfølgeligt, når han siger til Nikodemus, at uden nogen bliver født på ny af vand og ånd, kan han ikke komme ind i det rige. At "fødes på ny af vand" er jo det samme som at fødes i et nyt fysisk legeme, ligesom at "fødes på ny af ånd" er det samme som at få en helt ny mentalitet. Jordmennesket kan altså kun få adgang til dette fuldkomne rige igennem reinkarnationen. Kun igennem genfødselen, kun igennem flere liv kan den proces føres til ende, som udgør Guds skabelse af mennesket i sit billede, hvilket vil sige den totale forvandling eller omskabelse af jordmennesket fra "dyr" til det fuldkomne "gudemenneske", der af naturen i kraft af sin organiske struktur kun kan fremtræde med ligeså stor respekt for og kærlighed til alt og alle i dets omgivelser som til det selv. Og det er netop denne proces, der bliver til kendsgerning for os igennem den foreteelse, vi overalt oplever og udtrykker som "udvikling".