Martinus: Livets Bog, bind 3, stk. 869

869. Kun igennem udvikling kan skabelsen finde sted og ikke ved noget mirakel. Ingen som helst form for "syndernes forladelse" eller noget som helst andet sakramente har til opgave at ophæve udviklingen. Væsenerne er stadig "syndere", hvilket vil sige, er stadig prædestinerede til at skabe nye graverende fejltagelser i livet, lige meget i hvilken grad de så end måtte have modtaget "syndernes forladelse". Er det ikke netop dette, der bliver til kendsgerning for enhver nøgtern og ærlig forsker, når han iagttager de "syndsforladte", hvilket vil sige: de såkaldte "frelste". Er de ikke stadig væsener, der organisk set er nødsaget til at leve under dyrets love, dyrets metoder for opretholdelsen af deres arts beståen? – Må den "frelste" ikke stadig fortsætte med at være det samme "han-" eller "hunvæsen", han eller hun var i forvejen? – Må det ikke derfor stadig være afhængig af det samme begær efter nydelsen af det modsatte køn og pines med de samme skinsygekvaler, som enhver forelskelse uundgåeligt afstedkommer? – Og må dets eget køns væsener ikke derfor stadigt fortsættende være rivaliserende væsener? – Må den "frelste" ikke stadig på en måde tilhøre de "brunstige" væseners områder, sålænge han eller hun endnu er ung, velskabt og kønsmoden? – At oldinge undertiden påberåber sig at være højt hævet over nævnte seksuelle tilstand er ganske uden værdi for den nøgterne forsker, da en sådan "anti-seksualisme" hos dette væsen kun er et "affældighedstegn". Det fuldkomne "gudemenneskes" frigjorthed fra parringsdriftens og skinsygens primitive sympatier og antipatier beror ikke på "affældighed", beror ikke på, at dets naturlige drifters organer er visnede. Et virkelig fuldkomment menneske eller det sande "gudemenneske" er ikke en vissen plante, er ikke et vrag eller en ruin af noget forhenværende naturligt og smukt, er ikke et udbrændt krater. Det virkelige "gudemenneske" er et væsen, der er fuldkomment i kraft af sine organers fulde blomstring ligesåvel som "dyret". Forskellen er blot den, at medens dyrets seksuelle organers fulde blomstring befordrer begær, der kun kan ledsages af skinsyge og kamp, og hvorved de samme organer afsløres som redskaber for det dræbende princip, befordrer blomstringen af "gudemenneskets" seksuelle organer begær, der udelukkende kun kan udløse sig i forståelse og sympati for alt og alle og bliver derved et blomstrende redskab for skabelsen eller befordringen af "alkærligheden". Og var det ikke netop denne mentale tilstand, Verdensgenløseren repræsenterede? – Og tror man ikke, det var denne atmosfære, der lå til grund for det rige, han udtrykte i ordene "mit rige", og som han sagde "ikke var af denne verden"? – Og var ikke alle hans udsagn, hans undervisning og taler til folket til gunst for denne atmosfæres udvikling? – Siger han ikke netop, at dette, at "elske sin næste som sig selv" udgør "al lovens fylde"? – Og er det ikke denne mentale atmosfæres blomstring, han bebuder som en "ny himmel" og "ny jord", der efter "dommedagen" skal blive til virkelighed på jorden? – Hvortil ellers denne vældige indsats i næstekærlighedens favør eller i afskaffelsen af sværdets brug? – Hvis alle disse påbud, alle disse anvisninger, som Verdensgenløseren bebuder som vejen til himmeriges rige, er foreteelser, der er ganske uopfyldelige af mennesker, er hele dette lysvæld af visdom, som udgik fra ham, ganske meningsløst, ja bliver ligefrem udtryk for "det dræbende princip" og kan umuligt være identisk med "det levende vand", han ellers udgav sin visdom for at være.

Forrige

Næste