872. Det er rigtigt, at det på følelse og instinkt endnu baserede trosmenneske opfatter "himmeriges rige" som et "åndeligt rige", men denne opfattelse er kun en midlertidig forestilling, uden hvilket et sådant væsen mentalt set umuligt kunne holde en højere verden fast. Hvorledes skulle et sådant væsen, der afviser enhver forskning på åndelige eller religiøse områder som umulig eller ligefrem "syndig", idet det mener, at "Guds veje er uransagelige", kunne komme i kontakt med en sådan tanke, at et overliggende rige absolut kun kan eksistere som en ligefrem fysisk fortsættelse af det rige, det selv tilhører? – Samme individ fatter jo ikke reinkarnationen og er derfor kun indstillet på, at dets nuværende fysiske liv er det eneste jordliv, det overhovedet kan opleve, og at en fortsat tilværelse efter døden eller efter dette nuværende livs ophør absolut kun kan være af en ikke-fysisk natur og derfor må være en "åndelig tilværelse". At samme væsen forbinder denne "åndelige tilværelse" med det af Jesus udtrykte "himmeriges rige" er det eneste selvfølgelige. Der ligger ikke nogen som helst anden mulighed indenfor dets midlertidige forestillingskreds. Dette er jo også fuldstændig i kontakt med Jesu indstilling til sådanne mennesker, og til hvem han kun kunne udtrykke sig i symboler eller lignelser, mennesker der "ikke ville modtage", at Johannes Døberen var Elias, mennesker der altså ikke havde "øren at høre med", når det gjaldt om at forstå reinkarnationen. Det er således her ikke vanskeligt at forstå, hvorfor Jesus ikke kan udtrykke den del af jordmenneskenes evige liv, der forekommer efter det nuværende jordlivs ophør ved udtrykkene: "reinkarnation", "genfødsel" eller "fremtidige jordliv", men må indskrænke sig til at bruge formlerne: "himmeriges rige", "det evige liv", ligesom han også et sted bruger formlen "opstandelsen" om den fortsatte tilværelse efter det nuværende jordliv. Han siger blandt andet: "Thi i opstandelsen tage de hverken til ægte eller bortgiftes, men de er ligesom englene i himlen".
      Hvilken umådelig kosmisk viden afslører der sig ikke bag disse guddommelige ord? – At Verdensgenløseren med udtrykket "opstandelsen" her mener en særlig bestemt form for oplevelse af livet, der er principielt forskellig fra den, hans tilhørere eller de almindelige jordmennesker oplever, kan umuligt bortforklares. Pointerer han ikke netop kraftigt og direkte, at den netop adskiller sig fra jordmenneskenes derved, at ingen tager til ægte eller bortgiftes, men at væsenerne derimod er "ligesom englene i himlen". Hvem er "englene"? – Hedder det ikke netop ifølge Bibelen, at disse alle er "tjenende ånder, som udsendes til tjeneste for deres skyld, som skulle arve salighed"? "Opstandelsens" væsener er altså ligesom "englene" "tjenende" væsener. Men var det ikke netop det, der ifølge Kristus var hovedbetingelsen for at "arve" det "evige liv"? – Og var det ikke generalprincippet i hans eget væsen? – Siger han ikke netop et sted: "... ligesom menneskenes søn ikke er kommen for at lade sig tjene, men for at tjene ..."? – Er det store bud, der går ud på, at man skal elske sin næste som sig selv, ikke selve kulminationen af at tjene andre? – Og er det ikke netop den bevidsthedsform, der i form af nævnte bud er sat op som målet for ethvert menneskes mentale træning og udvikling? – Hvortil ellers de af Jesus opsatte idealer og forskrifter? – Og hvorledes skulle de kunne tilegnes uden ved træning eller øvelse? – Er det ikke tilegnelsen af den af Kristus anviste væremåde, der sluttelig skulle udgøre den mentale tilværelsesform, han efter "dommedagen" kalder "den ny himmel" og "den ny jord"? – Men når det skal være en "ny himmel" og en "ny jord" kan det ikke være en blot og bar "åndelig tilværelse", men må også stadig udgøre en fysisk tilværelsesform. Og derfor får han ret, når han siger: "Mit rige er ikke af denne verden". Før nævnte tilværelsesform er blevet tilegnet af jordmenneskene, således at deres daglige grundkarakter eller væsen er en total fysisk opfyldelse af nævnte kærlighedsbud, er den "ny himmel og jord" ikke af denne verden. Ligesom meningen i hans ord til Nikodemus: "Uden nogen bliver født på ny, kan han ikke komme ind i Guds rige", her bliver til selvfølgelig kendsgerning. Den træning, der skal til for at gøre jordmennesket fuldkomment i næstekærlighed eller til at tjene andre, kan ikke tilendebringes i ét jordliv. Ja, ikke engang Paulus kunne tilegne sig den totale fuldkommenhed i sit væsen i sit daværende jordliv. Siger han ikke: "Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, det onde, jeg ikke vil, det gør jeg"? – Jo, Verdensgenløserens kosmiske kendskab til reinkarnation og udvikling og dermed til de levende væseners evige tilværelse lader sig ikke fornægte eller skjule, trods de primitive formler under hvilke han stadigt måtte fortolke sin guddommelige viden.