874. Hvis det ikke netop var en kommende fysisk tilværelse Verdensgenløseren sigtede til, hvad så med begrebet "retfærdighed"? – I "himlen" eksisterer der vel ikke nogen som helst form for "uretfærdighed"? – Når dens beboere "englene" er tjenende ånder for dem, der skal arve salighed, kan de vel ikke være "banditter" fyldt med "uretfærdighed" eller "synd"? – Tror man, det er for at skabe fuldkommenhed i "himlen", at verdensgenløserne kommer til jorden? – Når alle verdens absolut største vise utrætteligt opfordrer og stimulerer næstekærligheden overalt, hvor som helst de kommer frem, og i hvilke som helst ting de har med at gøre, tror man så ikke, det er for at skabe jordmenneskenes fysiske tilværelse om til at blive lig "englenes i himlen". Hedder det ikke i "fadervor": "Ske din vilje, som i himlen så og på jorden"? – Tror man ikke, at dette netop er for at indføre "englenes" og "himlens" tilstand på jorden eller det fysiske plan? – Og er det ikke denne indførelse eller dette arbejdes vækst, Jesus udtrykker som et "sennepskorn", der efterhånden bliver til et stort og mægtigt træ ...? – Og var dette træ ikke netop "himmeriges rige"? Bekræfter Verdensgenløseren ikke her med denne guddommelige lignelse, at dette rige kun bliver til ved vækst? – Hvad kan denne vækst være andet end træning, erfaring og oplevelse? – Og til hvad nytte skulle ellers de vises moralske undervisning og vejledning være til, hvis de ikke var beregnet på at forbinde sig med denne individets praktiske oplevelses- eller erfaringstilstand? – Er det ikke denne individets gennem sin erfarings- eller oplevelsestilstand manifesterede mentalitetsvækst, vi kalder "udvikling"? – Er det ikke den af individets udvikling tiltagende aflejring i bevidstheden af moralkundskab og humanisme, der er det af Kristus udtrykte "himmeriges rige"? –
      Intet under at Kristus måtte henvise til at "fødes på ny" og til senere tiders møde med "talsmanden den hellige ånd" med hensyn til dette riges fuldkommengørelse. Og intet under at han skelner imellem "himlen" og "opstandelsen" og pointerer disse to realiteter som to forskellige riger eller livsformer. Han var tydeligt indforstået med, at "himlen" var den nødvendige, særlige tilstand, som ethvert individ må befinde sig i, når dets fysiske legeme enten ved alderdom eller læsioner ikke mere er i stand til at være et brugbart redskab for væsenets fysiske manifestation, og derfor igennem den proces, vi kalder "døden", udskilles fra jeget og dets overbevidsthed. At det må befinde sig i denne tilstand, indtil dets jeg igennem sin overbevidsthed, sit skæbneelement og sine talentkerner er i stand til at skabe sig et nyt fysisk legeme, er Kristus også fuldt på det rene med. Hvad betyder det, når han et sted siger til sine tilhørere: "Men hvad de dødes opstandelse angår, have I da ikke læst, hvad der er talt til eder af Gud, når han siger: "Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud". Han er ikke dødes, men levendes Gud"? – Og yderligere står der tilføjet i Bibelen: "Og da skarerne hørte dette, blev de slagne af forundring over hans lære". Hvad var det i Jesu lære, skarerne forundrede sig over? – Var det ikke hans henvisning til "de dødes opstandelse"? – Troede nævnte tilhørere ikke netop, at væsenerne måtte forblive i den ikke-fysiske eller åndelige tilstand, de ved døden blev indlemmet i? – Og tror den autoriserede kristendom verden over ikke netop det samme den dag i dag? – Er det ikke i dag som den gang almindeligt at udtrykke dem, der er gået over i den nævnte tilstand, ved begrebet "de døde"? – Er det, at disse væsener er "døde", hvilket vil sige: har forladt den fysiske tilværelsesform, ikke en kendsgerning, der er urokkelig for alle? – Er det ikke her, at tilværelsen for alle uindviede væsener er totalt indhyllet i mystik? – Løber ikke alle livets tråde her sammen og bliver til tilværelsens største gåde? – Er det store spørgsmål: "Er der noget liv efter døden"? ikke det samme i dag som på Jesu tid? – Er menneskene angående dette problem ikke stadig naget af uvidenhedens tvivl og mørke? –
      For tvivlere er der i dag såvel som i fortiden to realiteter, de ikke kan komme udenom, nemlig: "de levende" og "de døde", hvilket sidste altså vil sige: de væsener, de mener, totalt er ophørt med at eksistere. Er det mon ikke sådanne tvivlere, at Verdensgenløseren gør opmærksom på, at Abrahams, Isaks og Jakobs Gud – ikke er dødes – men levendes Gud? – Pointerer han ikke dermed, at der slet ikke findes nogen som helst "døde" i ordets absolutte forstand? – Alt er levende. I modsat fald måtte nævnte Guddom jo også være guddom for noget "dødt". De såkaldte "døde" er altså i realiteten "levende". Men selv om Bibelen kun giver sparsomme brudstykker med hensyn til oplysninger om dette emne, er disse dog fyldestgørende nok til, at man kan se hele Verdensgenløserens indstilling til og viden om problemet. Vi ser, at han er klar over, at væsenerne ikke skal blive ved med at være i den tilstand, hvor de af "de levende", hvilket vil sige fysiske væsener, betegnes som "de døde" eller som værende i "himlen", men komme tilbage til en tilstand, hvor de atter vil blive betegnet som "levende", hvilket vil sige "fysiske". Det er denne tilbagevendende tilstand Jesus udtrykker som "opstandelsen". Hvad skulle det ellers være? – Hvis væsenerne skulle blive ved med at være i den ikke-fysiske eller åndelige tilværelse, kunne der ingen "opstandelse" manifesteres. "Opstandelse" eller dette "at opstå fra de døde" ville da være ganske uden noget som helst grundlag. Når man er i "himlen", behøver man ingen "opstandelse" for at komme i den. Når Jesus minder skarerne om "opstandelsen", er det således det samme som det, han udtrykte for Nikodemus, nemlig: dette at "fødes på ny", dette at komme tilbage til en ny "fysisk tilværelse". Det er ikke så mærkeligt, at skarerne "blev slagne af forundring over hans lære", det gjorde selv den lærde Nikodemus jo også.