877. Alle individets genfødsler eller enkelte jordliv er således de brudstykker, af hvilke "opstandelsens" verden eller "himmeriges rige" efterhånden bliver til. Nævnte rige er derfor ikke nogen speciel "åndelig" eller "psykisk" verden, men er derimod en i højintellektualitet eller kærlighed forherliget fysisk væremåde, i hvilken "retfærdighed bor". Uden at den fysiske væremåde når til et sådant stadium, vil opfyldelsen af Bibelens forjættelse om en "ny himmel" og en "ny jord" være en total umulighed, ligesom hele den store naturproces, der som en kendsgerning i form af "udvikling" finder sted for vore øjne, må være total meningsløs og livet ganske uden nogen som helst logisk plan. Men tror man, at en verdensgenløser af et format som Kristus er af en så naiv og overtroisk natur, at en så altdominerende proces som udviklingen og dens resultater, der er hovedfaktoren i ethvert væsens daglige liv, aldrig skulle have været indenfor hans sanseområde? – Ja, det ser i alle fald sådan ud, sålænge man betragter hans højintellektuelle forkyndelse, hans evige visdomsord og utrættelige krav om næstekærlighed som mindre væsentlige eller som noget, der kun kan opfyldes af ham selv, men er umuligt for mennesker og man derfor docerer, at "nåden" og "syndernes forladelse" er det absolut eneste frelsende eller fornødne. Ved således at stille Jesu manifestationer for de højintellektuelle totalt i skyggen af hans manifestationer for de intellektuelt uformuende, har man tilsløret hans mentalitets højeste lysudstråling med formlen "syndernes forladelse". Ja, sakramenterne er ligefrem, hvor guddommelige og fredgivende de så end måtte være for den troende, blevet en slags Golgata. Hvor skal den intellektuelt indstillede gå hen, når han (hun) bliver ulykkelig? – Et sådant væsen har jo ikke mere evnen til at "tro". Går det ind i Jesu egen kirke, råbes der til det både fra alteret og prædikestolen: "Enhver, der ikke tror, er evig fortabt. Kun alene troen på nåden og syndernes forladelse fører til frelse". Tror man ikke nævnte væsen går beskæmmet bort for aldrig at komme der mere? – Mon det ikke er dette, der er skyld i kirkernes affolkning? – Tror man ikke denne bortvisning til "helvedes" "gråd og tænders gnidsel" af de ulykkelige, der hungrende efter retfærdighed søger ind i Kristi egen kirke, er i disharmoni med samme kirkes ophav? – Siger han ikke netop: "Kommer til mig alle I, som er besværede, og jeg vil give eder hvile"? – Læg mærke til, at han siger ikke: "alle I, som er troende". Det var alle uden undtagelse både troende og ikke-troende besværede, der søgte ham, han ville give hvile. Mon det i henhold hertil så ikke er noget i retning af en fortsat korsfæstelse for ham at se, at hans egen kirke er blevet en klippefast tillukket grav over hele den højintellektuelle side ved hans manifestation, som i virkeligheden var et stort pionerarbejde for "talsmanden den hellige ånd"? – Ja, er ikke hans egne præster, naturligvis uden selv at vide det, ligefrem skildvagter ved denne "grav"? – Med truslen om "evig fortabelse" til "helvede" med dets "gråd og tænders gnidsel" eller en evig terror i form af en uudslukkelig ild, der lader alt håb om befrielse ude for den, der ikke kan tro på "nåden" og "syndernes forladelse", holder de ethvert intellektuelt, retfærdighedshungrende væsen borte fra kristendommens velsignelse.