Livets Bog, bind 3
Vore analysers kontakt med Bibelens højeste visdomsord og forjættelse
880. Vi har her set, at vore analyser med hensyn til jordmenneskets seksuelle misere eller degeneration var et vårbrud til et nyt rige. Vi har set, at dette vårbrud var begyndelsen til skabelsen af den bebudede "ny himmel" og "ny jord". Vi er således kommet til erkendelse af, hvorledes vore kosmiske analyser angående tilblivelsen af denne "ny himmel" og "ny jord" (der jo er selve kulminationen af kristendommens største forjættelse og kontrast til dommedagens rædsler og lidelser) er i kontakt med Bibelens største visdomsord. Vi har således set, hvorledes Jesus Kristus igennem sin lignelse om "sennepskornets vækst" har udtrykt sit kendskab til væsenernes "udviklingsproces". Med sine ord til Nikodemus om nødvendigheden af "fødslen på ny" har han tilkendegivet samme vækst som nøglen til "himmeriges rige" samtidig med, at han i forbindelse med sine ord om Johannes Døberen, der var Elias, yderligere har afsløret sit kendskab til genfødselens eller reinkarnationsprincippets nødvendighed for skabelsen af en sådan fuldkommenhed i jordmenneskenes bevidsthed eller mentalitet, at denne kunne blive åbenbaringen af "himmeriges rige". Han har dermed stadfæstet et enkelt jordlivs såvel som "syndernes forladelses" absolutte utilstrækkelighed for opnåelsen af denne åbenbaring.