Livets Bog, bind 3
"Himmeriges rige" er det samme som udviklingsspiralens tredje afsnit eller "det rigtige menneskerige"
881. Med sin forklaring om "opstandelsen", i hvilken "man ikke tager til ægte eller bortgiftes", men er "ligesom englene i himlen", har han pointeret, at "himmeriges rige" eller "Guds rige" ikke er et blot og bart ikke-fysisk eller "åndeligt" rige, men er en fuldkommengjort, intellektualiseret fortsættelse af væsenernes fysiske tilværelse. Da Verdensgenløseren ikke docerer, at denne fuldkomne tilværelsesform er det samme som "englenes i himlen", men derimod kun sammenligner den med disse væseners væremåde, stadfæster han indirekte, at "himmeriges rige" og dettes væsener er noget andet end "himlen" og dennes væsener. Men når de to riger ikke er identiske, må der være en forskel. Men da denne forskel ikke er af "åndelig" natur, kan den jo kun være af "fysisk" natur. "Himmeriges rige" er altså det samme som en fysisk tilværelse, der er så fuldkommen, at væsenernes væremåde her er "ligesom englenes i himlen". "Himmeriges rige" er dermed det samme som "himlens" eller "englenes" tilværelsesforms totale overføring til fysisk manifestation, liv og tilværelse, hvilket lige akkurat er det samme som den totale opfyldelse af Verdensgenløserens hensigt med sine højintellektuelle teoretiske og praktiske manifestationer på det fysiske plan. Som vi her har set, bliver "himmeriges rige" dermed nøjagtigt det samme som det, vi i "Livets Bog" har lært at kende under begrebet "det rigtige menneskerige" eller udviklingsspiralens tredje afsnit. Her er væsenerne i kraft af deres ligevægtige seksuelle polindstilling netop så fuldkomne, at de ikke alene med hensyn til opfyldelsen af Jesu idealer og forskrifter er "ligesom englene i himlen", men også med hensyn til at være hævet over "at tage til ægte eller bortgiftes". Det er netop denne fuldkomne seksuelle væremåde, der, som udviklingen viser, vil opstå af den nuværende dyriske seksualismes ruiner eller degeneration.