882. Efter at have påvist, at Jesu opfattelse af "himmeriges rige" er analog med "Livets Bogs" beskrivelse af samme rige, nemlig denne, at det udelukkende er en fuldkommengjort fortsættelse af den nuværende fysiske jordmennesketilværelse, vil man muligvis føle sig desorienteret med hensyn til begrebet "helvede". Ifølge Bibelen lægger Jesus jo ikke skjul på, at der findes en sådan foreteelse. Ligeså realistisk, som han har pointeret, hvad der fører til "himmeriges rige", ligeså realistisk har han tilkendegivet, hvad der fører til "helvede". Vi har denne hans indstilling til de to tilværelsesformer udtrykt stærkt koncentreret i følgende to af hans egne udtalelser: "Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre! skal komme ind i himmeriges rige, men den, som gør min Faders vilje, som er i himlene". – "Men jeg siger eder, at den, som bliver vred på sin broder uden årsag, skal være skyldig for dommen; og den, som siger til sin broder: Raka! skal være skyldig for rådet; og den, som siger: Du dåre! skal være skyldig til helvedes ild". –
      Her har vi hele Verdensgenløserens totalindstilling til "himmeriges rige" og "helvede". Adgangen til "himmeriges rige" går altså udelukkende kun igennem dette at gøre "Guds vilje", hvilket igen vil sige: opfyldelsen af de foreteelser, der ifølge Guddommens eller Forsynets vilje er betingelser for denne adgang. Dette at sige "Herre, Herre", hvilket vil sige: at bønfalde eller bede om "syndernes forladelse", bede om at komme i "himmeriges rige" eller med smiger eller gode ord at indynde sig hos Verdensgenløseren, opfylder altså ikke Guds vilje med hensyn til betingelserne for at komme ind i "himmeriges rige". Men når det ikke er bøn og "syndsforladelse ved nåde", der giver adgang til det forjættede rige, kan det kun være selve næstekærligheden, hvilket jo også er selve kulminationen af Verdensgenløserens moralvisdom eller intellektuelle manifestationer.