883. Inden vi går videre, lad os da her lægge mærke til, at Verdensgenløseren endnu engang pointerer, at "himlen" og "himmeriges rige" ikke er de samme sfærer. Han siger: "min Faders vilje, som er i himlene". Han siger ikke: "min Faders vilje, som er i "himmeriges rige"," hvad der jo måtte være det eneste rigtige, hvis de nævnte riger var identiske. "Himlene" udgør i denne forbindelse alle spiralens seks sfærer tilsammen, medens "himmeriges rige" nærmere præciseret er den intellektualiserede fortsættelse af jordmenneskets fysiske tilværelse. Da Guddommen ikke kan lokaliseres til en enkelt sfære eller zone, men hører hjemme i alle zoner, bliver Kristi betegnelse af "himlene" som opholdssted for Guddommen fuldt ud korrekt. Men et væsen, der forekommer i alle sfærer på en gang, kan det uindviede jordmenneske ikke fatte med sine fysiske sanser. Et sådant væsen bliver da for nævnte jordmenneske et væsen "som er i himlen" eller "himlene". Guddommen bliver derved for samme individ et væsen, der til en vis grad befinder sig i samme tilstand som den, jordmennesket eller de fysiske væsener kommer til at befinde sig i, efter at de er "døde" eller har forladt deres fysiske legemer. At jordmennesket kommer til at opfatte Guddommen og de "døde" som fremtrædende i samme "åndelige" tilværelsesform eller værende i "himlen", bliver derved ganske naturligt. Vi forstår således her, hvorfor det er almengældende at udtrykke Forsynet som "Gud i himlen" og at lokalisere de "døde" til samme sted. "Himlen" er således i virkeligheden kun de uindviede, troende væseners fællesbetegnelse for en formentlig normal eller fuldkommen tilværelsesform hinsides deres nuværende fysiske tilværelse eller jordliv. Og det er ligeledes til en "åndelig" eller ikke-fysisk tilværelsesform væsenerne henfører "helvede". Udtrykkene "himlen" og "helvede" er således i virkeligheden to formler, hvormed de nævnte uindviede væsener foreløbig dækker deres dybeste spørgsmål: "Hvorhen efter døden"? –
      De opfatter deres medvæsener under to kategorier: "de gode" og "de onde", hvilke igen henholdsvis vil sige "de frelste" og "de fortabte". At disse ikke kan tilkomme samme skæbne eller komme i samme omgivelser efter døden, opfatter de naturligvis som selvfølgeligt. At begge parterne skal "dø" er jo en kendsgerning. Deres fortsatte skæbne efter døden kan derfor efter deres begreber ikke være af en fysisk, men må være af en "åndelig" natur. "Himlen" dækker således deres foreløbige begreb om "de godes" "åndelige hjemsted" efter døden, medens "helvede" dækker deres, ligeledes foreløbige, begreb om "de ondes" eller "fortabtes" hjemsted hinsides døden.