884. At disse to begreber "himlen" og "helvede" ikke er noget intellektuelt svar på det nævnte spørgsmål, men udelukkende er to for uintellektuelle væsener tilfredsstillende formler for livets højeste mysterium, bliver til kendsgerning derved,
at samme formler ikke kan blive ved med at tilfredsstille væsenernes krav til spørgsmålets besvarelse.
Det er en kendsgerning, at jo mere videnskabelig undervisning eller jo større intelligensmæssig indsigt, væsenerne får i de for de fysiske sanser tilgængelige foreteelser, desto større tvivlere bliver de med hensyn til "himlen" og "helvede".
Når væsenerne kan vokse fra et svar på et spørgsmål, således at samme svar slet ikke mere kan dække spørgsmålets løsning, må der være noget i vejen enten med væsenerne eller svaret.
Da dette, at væsenerne udvikler sig og får en større indsigt i livets problemer, er en direkte følge af jordens omdrejning om sig selv og dens løb omkring solen og af alle de heraf opståede foreteelser, kan dette forhold ikke ændres uden ved at ændre solens og jordens indbyrdes forhold i en sådan grad, at al udvikling ville være en umulighed.
Hvem kan gøre det? –
Kan et menneske sætte sig op imod solens og jordens løb i universet? –
Men når det ikke kan det, må dets udvikling jo være i kontakt med ophavet til de kræfter, der dirigerer universets ordning eller klodernes løb.
Når væsenernes udvikling således er et led i klodernes kredsløb og derved direkte kan føres tilbage til at være bestemt af ophavet til dette kredsløb, kan denne udvikling og den heraf opståede tvivl eller vantro ikke være nogen "synd" eller lægges individet til last.
At væsener bliver vantroende er således ligeså naturlig en foreteelse som selve tyngdeloven eller fremkomsten af dag og nat, sommer og vinter.
Dette at forfølge vantroen og derved tvinge væsenerne til at beholde opfattelser, de i virkeligheden er vokset fra, er imod selve livets kredsløb, er imod selve universets gang.
Tror man ikke dette, at true med "evig fortabelse" eller fordømme væsener til evigt ophold i "helvede", fordi de er tilknyttet en foreteelse, der skyldes klodernes gang, er mere "syndig"? –