885. Det var ikke så mærkeligt, at Verdensgenløseren docerede sin alvorlige advarsel: "Dømmer ikke, for at I ikke skulle dømmes, thi med hvad dom I dømme, skulle I dømmes, og med hvad mål I måle, skal der tilmåles eder". Desuden finder vi også her bekræftelse på Bibelens advarsel: "Hvo, som synes at stå, se vel til, at han ikke falder". Er det ikke her synligt, at den, der dømmer et væsen til "helvede" eller "evig fortabelse" for dets vantros skyld, allerede er et "faldet" væsen? – Ved sin dom over den vantroende går det i rette med sol og måne, er imod selve livets gang. Et sådant væsen gør ikke nogen kirke lysende og er ikke til ære for noget tempel. Det aner ikke, at tvivlen og vantroen er kulminationen af "hungeren efter retfærdighed", og at denne hunger udelukkende skyldes evne eller talent til at se, at der må findes en langt fuldkomnere og mere højintellektuel idé eller plan bag altets eller det daglige livs foreteelser end den, det hidtil gennem kirker og templer har fået doceret.
      Men hvorledes skulle det have fået denne hunger uden ved den erfaringsrigdom, livet og kredsløbet selv har givet det? – Og hvorledes skulle det kunne modtage et fuldkomnere og mere højintellektuelt svar på livets mysterium uden netop i kraft af denne hunger, denne tvivl og vantro med hensyn til de overfor samme væsen forældede og fra fortiden overleverede dogmer og antydninger? – Der må gå hunger forud for enhver mættelse. At et menneske hungrer efter højere indsigt, højere viden om universet, ønsker at møde en løsning på livets mysterium, der ikke på nogen måde står under det, der er i kontakt med den moralitet og humanisme, det selv er vokset frem til at manifestere, kan kun være guddommeligt og ikke "syndigt". At tvivlen eller vantroen med hensyn til "himmel" og "helvede" udtrykker et stadium, hvor den i øjeblikket gør sit ophav til en total gudsfornægter, der hverken tror på evigt liv eller nogen højintellektuel verdensplan, men derimod foregøgler sig, at alt er tilfældigheder, forandrer ikke princippet. Det hører til dem, der ikke kan tro, og er således af den på solens og jordens løb baserede udvikling ført frem til at tilhøre dem, der "skal mættes". Livet skal nok vide at give dem rigeligt af de erfaringer, der netop kan bringe dem til at hungre efter at se, at der er plan, logik og dermed retfærdighed og bevidsthed bag hele universet og derved gøre dem modtagelige for den mættelse, der udgøres af "talsmanden den hellige ånd" eller "kosmisk bevidsthed" og hvorved Verdensgenløserens ord: "Salige er de, som hungre og tørste efter retfærdighed, thi de skulle mættes", bliver til sandhed.