Martinus: Livets Bog, bind 3, stk. 894

894. Hvorfor skal disse væsener pines "evigt"? – Når de aldrig nogen sinde kan blive bedre, og deres pinslers værdi som "skræk og advarsel" for andre væsener også, som vi har set, er resultatløse, hvorfor så ikke udslette disse væsener helt? – Når disse engang ikke var til, men ifølge den kirkelige kristendom blev til ved undfangelsen i moders liv, så kan de vel også udslettes? – Det måtte da være mere kærligt. Da Forsynet af samme kristendom opgives at være almægtigt og alvidende, står det indenfor dets magt at kunne foretage en sådan akt. Men ikke desto mindre skal disse væsener, uden at det tjener noget som helst formål, ja, ikke engang dette at være til skræk og advarsel for andre, evigt pines. Kan Forsynet finde behag i dette, må det jo være perverst. Og kan det ikke dette, må det være ulykkeligt samtidigt med, at det da ikke er almægtigt, thi i så fald ville det ikke skabe denne ulykkelige tilstand for sig selv, i særdeleshed da den ikke tjener noget som helst formål. Tror man, man kan basere en kærlighedskultur og den heraf følgende varige fred på jorden på et gude- eller verdensbillede, hvis logiske analyser bunder ud i sådanne konsekvenser? – Tror man, det var et sådant billede eller en sådan opfattelse, Verdensgenløseren havde af sin himmelske Fader? – Sagde han ikke, at han og Faderen var ét? – Har man da nogen sinde set Verdensgenløseren være optaget af andet end netop dette "hellere at give end at tage"? – Var hans liv ikke en eneste stor opofrelse for menneskenes skyld? – Sagde han ikke, at han ikke var kommet for at lade sig tjene, men for at tjene? – Sagde han ikke, at hvis man blev slået på den ene kind, skulle man vende den anden til? – Elskede han ikke sin næste ligeså højt som sig selv? – Tilgav han ikke sine fjender og bødler og formanede andre til at gøre det samme? – Sagde han ikke om nævnte fjender og bødler, at de ikke vidste, hvad de gjorde? – Udtrykker hele hans væremåde ikke ligefrem kulminationen af kontrasten til den væremåde, vi før påviste, at Forsynet måtte sidde inde med for at kunne være ophav til den torturforeteelse, der er udtrykt som det "evige helvede"? – Men når han kunne føle en sådan kærlighed til de almindelige jordiske bødler eller forbrydere, hvad måtte han så ikke føle for de ulykkelige og kronisk hjælpeløse sjæle i det "evige helvede"? – Tror man ikke, han havde en hel anden, renere og kærligere eller mere intellektuel opfattelse af Guddommen og "helvede" end den, den kirkelige kristne opfattelse af de samme foreteelser udviser, og som vi her har beskæftiget os med? – I modsat fald måtte dette hans væren ét med Faderen da være en total umulighed. Et væsen, der elsker alt og alle som sig selv, kan ikke være ét med en guddom, der uden nogen særlig nytte frembringer eller giver væsener liv for at lade dem pines i al evighed.

Forrige

Næste