895. Når Verdensgenløseren bruger ordet "helvede", "helvedes ild" eller lignende, kan det ikke være udtryk for en "evig" pinsel for væsenerne, hvoraf de ikke kan udfries, men er en formel for et princip, der er hundrede procent i kontakt med hans egen kærligheds manifestation. Samme princip må derfor være ligeså nyttigt og uundværligt i de levende væseners tjeneste og dermed være en ligeså stor kærlighedsåbenbaring af Guddommen som enhver anden foreteelse i den guddommelige verdensplan. Det var altså overfor dette princip, at de væsener blev skyldige, der sagde: "Du dåre", til deres broder eller næste. Dette princip kan således, som vi her har set, ikke udgøres af noget "åndeligt" eller ikke-fysisk "helvede". Nævnte princip udtrykkes af Verdensgenløseren som "helvedes ild". Ligger der ikke i selve dette udtryk en slags dybere tilkendegivelse af hans særlige opfattelse af denne foreteelse. Han udtrykker denne ved "ild". Da ilden er en fortærende, opløsende eller stofforandrende kraft, pointerer han dermed, at "helvedes ild" ligeledes er en fortærende, opløsende eller stofforandrende kraft. Af hvilken grund skulle han ellers udtrykke "helvede" ved ildens navn? – Hvis "helvede" i sit princip var noget ganske andet, ja, noget helt modsat, ville hans benyttelse af ildens navn være ganske meningsløs eller totalt misvisende.
      Ja, nu er der måske en eller anden læser, der vil mene, at begrebet "helvedes ild" virkeligt skal udtrykke en materiel ild, i hvilken de "ugudelige" ligefrem "evigt" skal brændes eller pines og dermed "straffes" for deres "synder". Men denne opfattelse har vi jo allerede påvist som en umulighed, idet denne er totalt nytteløs og dermed kun kan være udtryk for en pervers eller sadistisk guddom, altså en guddom eller "fader" med hvilken Verdensgenløseren Jesus af Nazaret med sit kærlighedsfyldte og tilgivende væsen umuligt kunne være ét. Og da han netop har pointeret sig selv eller sit væsen som "værende ét med Faderen", kan han umuligt have haft den her nævnte opfattelse af "helvede".