898. At ovennævnte foreteelser også bringer forvirring i menneskenes erkendelse af dem selv, deres eget jegs virkelige værd for omgivelserne, er ganske naturligt. Et væsen, for hvem et jordliv er en eneste stor nydelse af alle livets goder, såsom et sundt helbred, en stor social og økonomisk position, ære, beundring og berømmelse, vil i særlig grad have vanskeligt ved at komme til den absolutte erkendelse af sig selv. Det må i kraft af alle dets materielle goder, i særlig grad på et primitivt stadium, naturligvis tro om sig selv, at det særligt er i Guddommens gunst, hvis det da i det hele taget tror på en guddom. Og tror det ikke på en guddom, tror det så meget desto mere om sig selv, tror at det er langt, langt bedre end den fattige betler, det eventuelt møder på sin vej; eller hvis det har arbejdere under sig, har det svært ved at forstå, at disse væsener, sjæleligt set, kan være på et langt højere stadium end det selv. Bag dets eget fysiske glimmer, såsom titler, ordener og rang viser sig ofte en meget primitiv, brutal, inhuman eller hensynsløs sjæl. Det betyder naturligvis ikke, at der ikke bag et fattigt ydre også kan skjule sig en lignende primitiv sjæl, såvel som der bag stor ydre materiel glimmer også undertiden kan vise sig en udviklet og menneskekærlig sjæl; men at det netop er således, gør det derimod til kendsgerning, at hverken rigdom eller fattigdom, hverken sundhed eller sygdom kan være udtryk for Forsynets gunstbevisninger eller straf. Når væsenerne er blevet til ved undfangelsen i moders liv og således ikke har levet før, hvormed skulle de så have gjort sig fortjent til Guddommens yndest, og hvormed skulle de have forbrudt sig og blevet genstand for Guddommens vrede og straf? – Ja, her må den kirkelige kristendom også give op og betjene sig af formlen "Guds veje er uransagelige".