900. Men igennem tilfredsstillelsen af de farlige begær (nydelsen af kundskabens træ) og de hermed forbundne lidelser bliver individet beriget med erfaringer, bliver fyldt med kundskab og visdom, så det tilsidst kender forskel på de farlige og ufarlige begær. Og med denne kundskab vænner det sig efterhånden til kun at dyrke tilfredsstillelsen af de ufarlige og dermed retmæssige begær og bliver saligt. Det, som vi udtrykker som "helvede", er altså kun virkningerne af individets tilfredsstillelse af sine farlige begær. "Helvede" bliver således det samme som individets belæring om det sande og det usande, det virkelige og det uvirkelige, det normale og det unormale, det behagelige gode og det ubehagelige gode, med andre ord, "helvede" er udgørende en realitet, igennem hvilken den højeste visdom opleves og bliver til erkendelse i det uvidende væsens bevidsthed. Som vi her ser, uden "helvede" ingen visdom og dermed ingen bevidsthed, intet liv. "Helvede" og "himmeriges rige" er således i absolut forstand kun de yderste konsekvenser af årsags- og virkningsloven. Og vi forstår her bedre Verdensgenløserens henvisning til "helvedes ild", når der var tale om væsener, der endnu i højeste grad var ufuldkomne, væsener, der i højeste grad manglede praktisk selvoplevede erfaringer for næstekærlighedsbuddets virkelighed og autoritet. Til hvad eller hvilket skulle han vel ellers henvise sådanne væsener? – Teoretisk undervisning, hvilket vil sige: andre væseners erfaringer, er jo i sådanne tilfælde ikke nok. Kun de selvoplevede erfaringer vil her være fyldestgørende. Når Verdensgenløseren bruger betegnelsen "skyldig for helvedes ild", ligger der ikke deri noget som helst udtryk for vrede, fortørnelse eller henvisning til nogen straf eller hævnakt fra Forsynets eller Guddommens side, tværtimod bliver udtrykket jo identisk med henvisningen til den eneste eksisterende redning for samme væsens videre udvikling, kundskabs- eller visdomstilegnelse, og uden hvilken dette måtte forblive på sit midlertidige mørke og primitive stadium, ja, måtte være ganske udenfor det store kredsløb, vi her i "Livets Bog" kalder udviklingsspiralen.
      "Helvede" er således i virkeligheden vejen til "himmeriges rige". Uden denne "vej" ville dyr i al evighed være dyr, og jordmennesker, hvilket i stor udstrækning vil sige: røvere, mordere eller krigs- og lemlæstelsesbefordrende, dræbende væsener, måtte for evigt forblive i deres mørke traditioner, blive i deres mørke sfære rent bortset fra, at alt liv og dermed selve verdensaltets eksistens ville være en total umulighed. Når "helvede" eller "helvedes ild" således er en undervisning i fuldkommen livsførelse, er en selvoplevelse af, hvorledes livet ikke skal leves, er en foreteelse, der med urokkelig sikkerhed træder i funktion i et hvilket som helst tilfælde, ligegyldigt hvor stort eller lille, hvor individet handler forkert, og belærer dette om denne dets fejltagelse og derved i dets bevidsthed og væsen med højintellektualitetens strålende glans fjerner den uintellektualitet eller pinefulde primitivitet, som fejltagelsen repræsenterer, er det ikke så mærkeligt, at Verdensgenløseren henviser til denne ild i situationer, hvor væsenerne i så fremragende grad repræsenterede denne uintellektualitet, at de ikke kunne undervises ved hans viden eller var i stand til at tage ved lære af andres erfaringer. Denne henvisning er således ligeså normal og kærlig en foreteelse som alle hans såkaldte "mirakler".