902. Som bekendt er det højst forskelligt, hvad menneskene hver især kan nænne overfor deres næste eller omgivelser. Nogle kan nænne at hævne, lemlæste og myrde andre væsener eller på anden måde være til gene og ulempe for deres omgivelser, medens atter andre ikke på nogen som helst måde kan nænne at være til selv den allermindste gene for noget menneske eller dyr, kan ikke nænne at disse på noget som helst område skal være udsat for lidelse, men vil i enhver situation være fuldt besjælet af at lindre andre væseners lidelser, sorger og besvær, ja, kan end ikke engang nænne at plukke blomster, fordi de ser deri en vis form for lemlæstelse af selve plantens organisme. At der må ligge en evne bag disse jordmenneskenes højst forskellige indstillinger til deres medvæsener og det øvrige liv i deres omgivelser, tør vel forudsættes at være en almen kendsgerning. At disse forskellige indstillinger hver efter sin natur kan inddeles i en fortløbende skala fra en mindre til en stigende, større og større repræsentation af dette ikke at kunne nænne at påføre andre væsener gene eller lidelser, hører jo også urokkeligt til det, der er umuligt at afkræfte. Hele vor bedømmelse af medvæsenernes fuldkommenhedsgrad er netop baseret på denne skala. Jo mere væsenerne repræsenterer de grader, der udtrykker hævn, forfølgelse, myrderi og lemlæstelse af andre væsener, jo mere primitive eller inhumane udtrykker vi disse væsener at være, medens det modsatte jo er tilfældet for de væsener, der repræsenterer graderne fra den anden ende af skalaen. Jo mere væsenerne repræsenterer de grader eller trin af skalaen, hvor man kun nænner at udfolde humanitet, men ikke nænner at påføre andre væsener sorg og bekymringer, og derfor i større eller mindre udstrækning hellere selv vil påtage sig lidelserne, desto mere udviklede opfatter og udtrykker vi disse væsener at være. Ja, er det ikke netop sådanne trin i skalaen, der ligger til grund for hele menneskehedens kulturskabelse? – Er det ikke disse trin, der opsættes som idealer i de fremskredne religioner? – Er det ikke disse trin, der manifesteres af Kristus, Buddha og andre af de højeste og med årtusinders autoritet stadfæstede menneskeførere? – Og er det ikke netop disse trins manifestation, der fritager for "helvedes ild"? –
      Men når de mest fremskredne religioner med deres store stiftere eller verdensgenløsere, der selv repræsenterer disse humane eller kærlighedsfyldte trin, kun lever for at anvise alle deres mindre fuldkomne medvæsener disse trin som deres "frelse" fra "helvedes ild", frigørelse fra sorg og lidelse, er disse væsener altså her med til at stadfæste eller bekræfte, at alle disse trin er udtryk for en vækst, jordmenneskene befinder sig i. Var det ikke således, ville denne verdensgenløsernes eller profeternes anvisninger eller forskrifter jo være total meningsløse og dermed ganske abnorme. Og det kan kun være dårerne, der tør benægte de væseners ord, som årtusinder ikke har kunnet bortforklare, men derimod har gjort til kendsgerning og videnskab for den udviklede forsker.