Væsenernes lidelser eller ulykkelige tilstande udgør ikke de af Forsynet tilsigtede færdige slutresultater, men er kun mellemstadier på vejen til disse
906. Men når der alligevel kan findes væsener, der både sulter og fryser, væsener, der hensmægter i sorg og lidelse eller vånder sig i smerte, krig og lemlæstelse, er det kun udtryk for, at skabelsesprocessen endnu ikke er ophørt, endnu ikke har nået sin bestemmelse. Når det er en kendsgerning, at jorden rummer føde nok, rummer plads nok, rummer sollys og varme nok, rummer farve og kolorit nok til det antal levende væsener, der forekommer i dens område, er det ikke ildsøens omskabelse, der er noget i vejen med, ligesom de nævnte kalamiteter jo ikke på nogen måde kan være tilsigtede som slutresultat af den skabende magt eller forvandlingens ophav. I så fald var der jo ingen mening i de nævnte goders tilstedeværelse i overdådighed. Men når disse nu ikke desto mindre er til stede i overdådige mængder, kan det umuligt betyde, at nogen skal sulte, fryse, være underkastet savn og lidelser. Da disse kalamiteter ikke desto mindre forekommer, kan det kun være udtryk for, at vi her er nået til – ikke Forsynets færdige slutresultater, – men derimod kun til den store forvandlings nuværende stadium eller toppunkt. Og vi kan altså her ligefrem iagttage, hvad der er færdigt i forvandlingen, og hvad der ikke er færdigt. Den store overdådighed af livsbetingelser, klima, næringsstoffer, materialer suppleret af fremragende naturskønheder viser her, at klodens forvandling fra ildtilstanden har nået et sådant stadium, at den nu er fuldt tjenlig som basis for en over det dyriske hævet lykkelig og fuldkommen tilværelse for jordmenneskene.
Tilbage til forsiden
Forrige