Livets Bog, bind 3
Jordmenneskene er endnu ufærdige væsener og er derfor ikke i kontakt med det fuldkomne stadium for animalsk liv, jorden ved sin forvandling allerede er i stand til at yde dem
907. Jordkloden har altså alle betingelser for, at der på dens overflade kan skabes et fuldkomment harmonisk menneskerige. Denne side ved sagen er således i orden. Hvad der derimod ikke er færdigt i den store forvandlingsproces, er selve de levende væsener. Selv hos de i udvikling længst fremskredne væsener (jordmenneskene) er mentaliteten endnu ikke nået frem til at være i kontakt med de overdådige livsbetingelser, de overdådige ressourcer, de i form af jordkloden er i besiddelse af. Deres oprindelige dyriske selvopholdelsesdrift, der jo er en foreteelse, der mere er baseret på selvisk begær og legemlig fysisk kraft end på intellektuel eller uselvisk tænkning, har selvfølgelig kun kunnet bevirke, at væsenerne med dyrisk natur, begær og kraft, magt og list kaster sig over de attråede livsværdier uden noget som helst hensyn til, om dette forvolder andre væseners død eller lemlæstelse, blot de selv redder eller kan opretholde deres eget liv.
      Da jorden er så overdådigt udstyret, at den kan yde hvert enkelt jordmenneske en overlegen rigdom i lykke- og velværegivende livsbetingelser, bliver det her synligt, at denne væsenernes indstilling til denne rigdom er ganske ufærdig. De flår og flænser hinanden, skaber sorg, lidelse, lemlæstelse, myrder, dræber og skænder omkring sig for at opnå fysiske eller mentale værdier, som de tilsammen ejer i en sådan overdådighed, at de umuligt kan opbruge disse. Medens jorden bevæger sig frem igennem himlen og indhyller sine passagerer i en overdådighed af alle nødvendige velværegivende livs- eller salighedsværdier, dræber og myrder de samme væsener hinanden med forfærdelige pine- og smertegivende mordredskaber eller drabsmidler. Ja, de ser slet ikke den guddommelige rigdom, de ligefrem vader i. Alt har de besudlet med deres blod. Sfærens guddommelige harmonier overdøver de med deres dødsrallen, skrig og pine. "Gråd og tænders gnidsel" lyder ud fra det himmelske fartøj, der ellers så harmonisk, skønt og lysende svæver igennem det uendelige rum, badet, opvarmet og koloreret i solens strålende atmosfære og med udsigt til andre himmelske lyskilder, solbyer, sfærer og boliger i Guds evige verden.