Livets Bog, bind 3
"Helvede", de ulykkelige skæbner eller lidelserne er ufærdige stadier i den store skabelsesproces
908. Men denne væsenernes tilstand kan ikke lægges dem til last. Som vi så, var årsagen til misèren ikke en mangel på de ting, væsenerne slås eller kriges om, men derimod en mangel på tænkeevne og den heraf følgende mangel på overblik over deres egen virkelige situation. Men noget væsenerne ikke har overblik over, kan de jo ikke regulere eller administrere. At tilværelsen må blive et tilsyneladende kaos, der af væsenerne stundom udtrykkes som et "syndens eldorado", en "jammerdal" eller lignende, er ganske naturligt og gør det netop til kendsgerning for den udviklede forsker, at væsenerne her ganske mangler tilstrækkelig tænkeevne og overblik over selve deres eget liv, deres skæbne og tilværelse.
      Men denne "misère" kan heller ikke lægges Forsynet til last. Den skabende magt, der igennem årmillioner har forvandlet de gloende materier til en så vidunderlig himmelsk bolig, som jordkloden, i kraft af sin levende kolorit og overdådighed af velvære- eller salighedsgivende livsbetingelser, må siges at være, kan ikke have iscenesat disse umådelige tidsrums energiudfoldelse på frembringelsen af en sådan fuldkommenhed for pludselig at lade slutresultatet være kaos, disharmoni, jammer og elendighed. Disse årmillioners udviklingsresultater: de levende væseners harmonisk opbyggede og hundrede procents hensigtsmæssige organismer og sanseredskaber og den igennem disse sanseredskaber begyndende tænkeevne og dennes videreførelse helt frem til en begyndende intellektuel opfattelsesevne, således at væsenerne kan begynde at spørge, begynde at søge efter forklaring på selve livets mysterium, kan ikke være manifesteret for pludseligt at lade svaret på dette spørgsmål være: kaos, tilfældigheder, "synd" og "ugudelighed", "helvede" og "straf", "evig fortabelse" eller "helvedes ild" for noget væsen, ligeså lidt som det kan være for at skabe en særlig gunstbevisning, en særlig kærlighedsudfoldelse for nogle af den skabende magt særligt favoriserede væsener, thi i så fald måtte der her være en brist i den samme skabende magts ellers så hundrede procents fuldkomne skabeevne. Det ville altså betyde, at den af nævnte magt tilsigtede plan kun til dels lykkedes. Alle væsener, der måtte overgå til "evig fortabelse", måtte jo være mislykkede foreteelser, måtte være spild både af materiale og kraft, hvis man da ikke ligefrem vil acceptere, at denne foreteelse er til for at tilfredsstille en pervers eller sadistisk tilbøjelighed hos det evige Forsyn. Hvem tør holde fast ved en sådan opfattelse? – Hvor er den logiske begrundelse for samme opfattelse? – Er samme opfattelse ikke en skrigende modsætning til alle de øvrige foreteelser, der er at betragte som færdige i den guddommelige skabelsesproces? – Og ligner den ikke netop indtil hundrede procent de foreteelser, der endnu ikke er færdige i samme proces? – Tror man ikke, man er mere i harmoni med sit eget inderste selv og den guddommelige fuldkommenhed, vi bliver vidne til i solens skin, i stjernernes gang, planternes vækst og i skabelsen af væsenernes organismer, ved at opfatte "helvede", de ulykkelige skæbner, lidelserne som henhørende under de i skabelsesprocessen endnu ufærdige foreteelser?