Humanismens atmosfære begynder at overskygge kloden så stærkt, at den tilsidst vil bringe krigen, ufreden og lidelserne til at forsvinde fra jordens overflade, sfære og område
916. Nej, den store skabelsesproces giver ikke mere nogen stor medvind for den, der går imod næstekærligheden. Den, der foreløbig skal slippe helskindet igennem her, må besidde en fabelagtig evne til at kunne camouflere sin fremfærd som "næstekærlighed", som "forsvar for humanisme" eller som "nødværge for sig selv". Og er det ikke netop, som vi flere gange tidligere har berørt, under denne camouflage, at man enten bevidst eller ubevidst i dag lader krigens blodige atmosfære rase hen over jorden? –Hvem af de krigsførende stater docerer ikke humanismen, hvilket vil sige: kulturbevarelse, dennes forsvar og nødværge, som det absolutte grundlag for deres deltagelse i den blodige dans? –Nej, nutidens helte kan kun laurbærkranses, hvis de har svunget sværdet i humanitetens navn. I modsat fald går de til tugthus, straf, vanære og nedværdigelse. Ingen kommer mere til "Valhal", blot fordi de har kæmpet for kampens skyld, dræbt, fordi det var en sport at dræbe, eller myrdet, fordi det var en lyst at myrde. Den store forvandlingsproces' sande mål med klodens mennesker toner mere og mere frem som en lysende atmosfære bag alt tilsyneladende mørke. Den mærkes som en frisk søluft i oceanets nærhed. Og oceanet er "himmeriges rige". Dette rige er kulminerende humanisme. Den store forvandlingsproces har bragt kloden så langt bort fra ildstadiet til det animalske livsstadium, at humanisme nu kan ses i selve klodens gang, i dens dag og nat, i dens vinter og sommer, i dens sæd og høst. Den kan ses i naturens spil, ja, er åbenlys i solens stråler, i dugdråbernes klare perler, i muldjordens grøde ligesåvel som den lyser i skyerne og er den inderste attrå bag hvert menneskes bryst, er dets længsel og lykke. Hen over jordens kontinenter og have, ovenover og underneden, foran og bagved valpladsernes lemlæstelser og dødsrallen funkler og stråler den guddommelige verdensplans skabende atmosfære af lysende humanitet så stærkt, at krigens kanontorden, eksplosioner, ildsvåde, skrig og pine efterhånden svinder bort fra jordens overflade som nattens klamme tåger for en ny dags begyndende morgenrøde.
Tilbage til forsiden
Forrige