925. Men hvorfor denne drastiske udskillelse eller pludselige ophævelse af forbindelsen mellem makrovæsenet og organvæsenerne? – Findes der ikke en bedre løsning for de fysiske væsener end denne den såkaldte "død"? – Og svaret udgør her med hele naturens vælde et – nej! En bedre løsning eksisterer ikke. Når organvæsenerne er trætte af samarbejdet med makrovæsenet, og dette væsen normalt på samme måde er træt af samarbejdet med organvæsenerne, kan der jo ikke findes nogen bedre og fuldkomnere løsning end netop denne ophævelse af forbindelsen mellem de to parter. Til hvad nytte ville det være, hvis forbindelsen ikke blev ophævet? – Hvilken velsignelse ville der komme ud af, at de to "trætte" parter var uadskilleligt forenede med hinanden? – Ville det ikke betyde det modsatte af liv og arbejde og dermed det modsatte af bevidsthedsberigelse eller erfaringsdannelse? – Ville de to parter ikke henslumre i en slags hjælpeløs uvirksomhed? – Deres fortsatte liv måtte være en total afmagt. Men hvorfor en sådan tilstand, når livet netop kan råde bod på problemet på en for parterne langt lykkeligere og fuldkomnere måde? – Hvorfor afbryde livsoplevelsen med en tvangsbundet afmægtig tilstand, når mulighederne for en evig fortsat uafbrudt fuldt virksom livsudfoldelse er mulig? –
      Som vi nævnte før, er organspiralen repræsenterende et "yngre" kredsløb end makrovæsenets spiral. Som følge heraf vil organvæsenerne gennemløbe deres spiralkredsløb noget hurtigere end makrovæsenet. Dette vil altså igen sige, at et organvæsen på en måde passerer hurtigere igennem sin spirals forskellige riger eller afsnit end makrovæsenet i sin spiral. Organvæsenet og makrovæsenet kan derfor i længden ikke følges ad. Når de i det hele taget kan komme i kontakt og følges ad igennem et enkelt jordliv, skyldes det netop den omstændighed, at tilknytningen lige akkurat begynder på et tidspunkt, hvor organvæsenerne i deres spiral er på et særligt beregnet eller tilpasset stadium bag efter det stadium, der er analogt med det, i hvilket makrovæsenet i sin spiral befinder sig. Efter at tilknytningen er begyndt, når organvæsenerne mere og mere ind på nøjagtigt det trin i deres spiral, der er analogt med det trin i makrovæsenets spiral, som dette netop befinder sig på, for derefter helt at passere dette. I den periode, hvor organvæsenerne passerer det med makrovæsenets trin analoge trin i deres egen spiral, kulminerer tilknytningen eller forbindelsen mellem makrovæsenet og organvæsenerne. Samarbejdet er her på sit højeste og mest fuldkomne stadium. Før dette tidspunkt er nået, vil samarbejdet være tiltagende i styrke og fuldkommenhed. Det er denne tiltagen i livsudfoldelse, vi kalder "vækst". Det er denne, der begynder med fosterdannelsen og ligger til grund for makrovæsenets vækst igennem barndommen, ungdommen og frem til manddommen. Dette sidste bevidsthedsstadium udtrykker altså det kulminerende skæringspunkt i forbindelsen mellem makrovæsenet og organvæsenerne. Men organvæsenerne fortsætter deres passage ind igennem deres spiral i et stadig hurtigere tempo og passerer derved efterhånden i deres spiral forbi de trin, der er analoge med makrovæsenets trin i dettes spiral eller udgør skæringspunktet for de to væseners forbindelse. Men derefter svækkes kontakten i deres forbindelse eller samarbejde mere og mere. Og det er denne tiltagende svækkelse, vi, som før nævnt, bliver vidne til i form af "alderdom". Denne tiltagende "alderdom" skyldes altså den omstændighed, at organvæsenerne i deres spiral er rykket forbi makrovæsenet og befinder sig på trin, der ikke mere er helt analoge med makrovæsenets trin i dettes spiral. At dette må afføde divergenser i forbindelsen eller samarbejdet er naturligvis en selvfølge. Idet organvæsenerne i deres spiral netop passerer forbi de trin, der er analoge med makrovæsenets trin i dettes spiral, nærmer de sig jo deres spirals næste rige og bliver mere og mere præget af dettes livsprincipper. Da makrovæsenet, hvis passage i sin spiral foregår i et langsommere tempo, ikke kan følge med her, vil organvæsenerne og makrovæsenet mere og mere komme til at repræsentere hver sit rige eller afsnit i spiralerne. Når jordmennesket således ældes, vil det betyde, at dets organer i deres spiral har passeret de trin, der er analoge med jordmenneskets trin i dettes spiral. Dette vil således igen betyde, at organvæsenerne er nået længere frem imod "det rigtige menneskerige" end jordmennesket. De vil derved blive mere og mere uegnede til at udgøre eller udløse organfunktioner for jordmennesket samtidig med, at de bliver tilsvarende mere og mere egnede til at udløse organfunktioner for et "rigtigt menneske". At de som følge heraf ikke kan blive ved med at være de ideelle organer for det makrovæsen eller jordmenneske, de i øjeblikket er knyttede til, bliver således her til kendsgerning. Men hvis deres forbindelse med samme jordmenneske ikke kunne afbrydes, ville jordmennesket eller makrovæsenet jo være tvunget til at have organer, der efterhånden ville være ganske ubrugelige, ligesom organvæsenerne selv måtte være tvungne til at være fængslede i et makrovæsen, i hvilket der for dem heller ingen betingelser mere eksisterede for en fuldkommen og retmæssig livsudfoldelse.
      At denne afbrydelse således er en absolut betingelse for livets beståen, såvel for organvæsenerne som for makrovæsenet, bliver således her synligt som urokkelig virkelighed. Denne afbrydelse er altså det samme som den proces, vi kalder "døden". I kraft af "døden" bliver makrovæsenet i stand til at udskifte sine organvæsener, ligesom disse væsener kan få lejlighed til at skifte makrovæsen, når de gensidige, hensigtsmæssige betingelser og fordele herfor foreligger. At væsenerne under denne udskiftning ikke direkte kan manifestere sig fysisk er naturligvis en selvfølge, da denne manifestationsform bæres af organvæsenerne. Væsenerne må da i denne periode fremtræde i en "ikke-fysisk" tilstand, hvilket jo er det samme som den såkaldte "åndelige" tilværelse. I denne åndelige tilværelse bæres dagsbevidstheden af en tilsvarende åndelig organisme, bestående af åndelige organer og materier. Individets evige liv kommer derved til at forme sig som en skiftende fremtræden i fysisk og åndelig tilværelse. Og det er denne individets skiftende fremtræden i fysisk og åndelig materie, vi kalder "reinkarnation" eller "genfødsel".