Behags- eller vellystfornemmelsen igennem den elskede og igennem naturen er identisk
929. Det er rigtigt, at jordmennesket naturligvis ikke føler den samme styrke i vellystoplevelsen igennem naturens kærtegn som igennem den elskedes, men det skyldes som nævnt ikke en princip- eller artsforskel, men kun en gradsforskel imellem de to kærtegnsudløsninger. Behagsfornemmelse er behagsfornemmelse, hvordan den så end viser sig. Forskellen kan kun bestå i en stærkere eller svagere udløsning af denne fornemmelse. Men dette, at den intime akt netop forekommer i en skala af grader fra en mindre stærk til en mere stærk udløsning, giver jo netop oplevelsen af denne detaljer eller kolorit. Uden denne kolorit ville den være ganske "farveløs". Den ville ikke, således som det nu er tilfældet, kunne fremtræde i nogen kulmination eller højeste udfoldelse. En udfoldelse, der evigt var ens, ville jo ingen sådan "højeste" udfoldelse kunne repræsentere. Men når der ingen "højeste" udfoldelse ville være for vellystfornemmelsen, kunne der heller ikke eksistere nogen "laveste" udfoldelse af akten. Men når der hverken var en "højeste" eller "laveste" udfoldelse af akten, måtte denne være en evig konstant tilstand. Og individet ville hverken kunne fornemme kulmination eller hvile i fornemmelsen af akten og ville derved være ganske afskåret fra at kunne opleve "sult" og "mættelse", "vellyst-" eller "behagsoplevelse". Men dermed ville nævnte akts guddommelige værdi eller livgivende kraft være totalt forsvundet, idet vellyst- eller behagsfornemmelse udelukkende kun kan eksistere som tilfredsstillelse af sult, hunger eller begær. Men et liv uden tilfredsstillelse af begær, hunger eller sult er ikke noget liv. Det ville kun kunne udgøre den totale stilhed, ja, måtte være et eksisterende "intet". Men alle kendsgerninger viser jo, at livet ikke er et "intet", men et "noget". At behags- eller vellystfølelsen forekommer i grader fra sult til mættelse er således i virkeligheden det samme som livets kolorit. Livet åbenbarer sig her for os som et orgie i behags- eller vellystnuancer lige fra de mest mørke eller natsorte skyggeformationer til de mest blændende og strålende solskinsperspektiver. Indenfor disse to yderpunkter færdes det levende væsen i en overdådig detaljerigdom af glædesfornemmelser i alle farveskalaens stærke og mindre stærke scenerier.
Tilbage til forsiden
Forrige