958. Det svar, forskeren søger, er om end ubevist, således ikke mål- og vægtfacitter eller andre udtryk for materiens grader,
men et facit, der ligger på et endnu højere plan, et facit, der står over mål og vægt, et facit, der udtrykker "hvem" mål- og vægtfacitterne repræsenterer, hvis vilje og intelligens disse er udtryk for, eller hvem der har ønsket den skabelse, vi er vidne til, der finder sted igennem materiens bevægelse eller omformning.
At mål- og vægtfacitter eller grader i hastighed, volumen, farve osv. aldrig nogen sinde kan være svar herpå, er naturligvis en selvfølge.
At en ting vejer så og så meget, har den eller den volumen, farve, smag osv., fortæller intet som helst om, "hvem" der er livets første årsag, eller "hvem" der har bestemt vægten, volumen, farven, smagen osv.
Og sålænge spørgsmålet ikke er besvaret, må det forblive brændende aktuelt hos væsenet.
Men når mål- og vægtfacitter ikke kan besvare spørgsmålet, bliver det her en kendsgerning, at dets besvarelse eller løsning kræver facitter af en hel anden natur.