Martinus: Livets Bog, bind 3, stk. 965

965. Kamp og lemlæstelse, slid og trældom, smerte og lidelse camoufleret som lykke- eller solskinsoplevelse var altså den foreteelse "slangen" i virkeligheden overrakte Eva, og af hvilken hun "spiste" og fik Adam til at "spise". Og virkningerne heraf viste sig øjeblikkelig. Adam og Eva befandt sig ikke mere i haven. De var ikke mere i Guds nærhed. Deres ophav, ven og beskytter var blevet borte. De famlede sig frem i mørket. Og mørket bredte sig ud over jorden, blev til degenererende religioner, blev til "materialisme", en gudsfornægtelsestilstand i hvilken al viden kun er mål- og vægtfacitter. Illusionen "tilfældighed" er verdensaltets generalfacit og dermed uundgåeligt befordrende illusionen: Enhver er sig selv nærmest, og således afstedkommende den fortsatte nydelse af "kundskabens træ" eller den "forbudte" frugt. Og hvad er virkningerne heraf blevet? – Finder vi ikke denne i mål- og vægtfacitter, i teknik og materialisme og dermed i gudløshed kulminerende menneskehed i færd med at opdage sin "nøgenhed"? – Er ikke råbet efter "freden", hvilket vil sige: næstekærligheden og Guddommen, den begyndende, blide undertone under den nutidige mordtekniks larmende og altsønderknusende overflade? – Ja, er det ikke således, at denne fred, denne længsel efter kærlighed blandt væsenerne indbyrdes ligefrem er den inspirende kraft bag bombemaskinens, undervandsbådens og slagskibets styrende rat og udløsende disse helvedesmaskiners mord- og lemlæstelsesbefordrende kontakter? – Krigen er ikke mere en sport, en forlystelse eller åbenlys religion som hos tidligere tiders primitive mennesker, hvor vejen til "Valhal" eller Guddommens yndest kun var beskåret de dræbende og dem, der selv var blevet dræbt. I dag kæmper alle imod alle, lemlæster og myrder, men absolut ikke fordi man føler glæde derved, tværtimod. Hvad tror man ikke, der flyder af tårer eller eksisterer af samvittighedsnag og mentalt sammenbrud i soldaternes rækker på alle fronter? – Nej, kampen eller krigen i dag føles som en absolut knugende nødvendighed. Det er i virkeligheden slet ikke menneskene, man vil myrde, men det er selve krigen med dens uhyrligheder, ja, det er selve "helvede", man vil tilintetgøre. Man kæmper således i realiteten på alle fronter for at "myrde" eller afskaffe krigen. Man myrder altså kun menneskene der, hvor man tror dermed at "myrde" eller tilintetgøre krigen. I dag er det krigen og ikke mennesket, der er det forfulgte onde. I tidligere tid var det mennesket og ikke krigen, der var det sande mål for forfølgelsen. Krigen var jo gudernes yndlingsbeskæftigelse og dermed moral og religion for datidens jordmennesker, var den attråede, men "forbudte" frugt på "kundskabens træ". I dag er krigens afskaffelse moral og religion for de samme væsener. I dag har man opdaget dens hulhed eller den "nøgenhed", der er forbundet med at spise af nævnte "forbudte" frugt. Og da krigens afskaffelse vil bringe næstekærligheden til at vokse, blomstre og overstråle alt med sin freds lysende og varmende atmosfære, vil Adam og Eva derved i virkeligheden igen komme til at befinde sig i paradisets strålende have, hvor Guds nærhed, tale og kærtegn igen er den daglige oplevelse. Og Adam og Eva har her passeret et kredsløb. "Syndefaldet" er således i virkeligheden en beretning, der fortæller, at livet er udgørende et kredsløb.

Forrige

Næste