968. At "æde sammen med svinene" er her ikke lige akkurat dette at lægge sig ned og æde af deres trug. En sådan tilstand kunne jo endog i en given situation være en frelsende redningsplanke overfor en presserende hungers- og sultedød. Mel, korn og vand er jo endnu i ligeså høj grad næring for jordmennesket, som det er næring for svinene. Så selv om det ikke er almindeligt for jordmennesket at spise denne føde af svinetruget, men derimod at få den serveret i en særlig "tillavet" form på rene tallerkener eller fade som: "kager", "brød", "grød" eller lignende (en form svinenes mave også udmærket kan fordøje), vil det ikke kunne fragå til en vis grad at spise den samme føde som svinene. Men dette, at være et væsen, hvis mave eller fordøjelsesorganer i stor udstrækning er bygget eller indrettet til at skulle indtage den samme føde eller det samme næringsmiddel som svinet, gør jo et vist slægtsfællesskab mellem førstnævnte væsen og svinet til kendsgerning. Som vi her ser, udtrykker den geniale lignelse ikke blot den sjuskede, stodderagtige eller forarmede tilstand, der eventuelt kunne tvinge en såkaldt "vagabond" til at mætte sig ved svinetruget, således som lignelsens indhold ved første indtryk blot synes at tyde på, men udtrykker også en langt dybere fase i det levende væsens udviklingsproces, ja, er selve kendetegnet på et særligt bestemt afsnit i selve livets store kredsløb. Det er jo intet mindre end netop dette afsnit, vi kender fra tidligere beskrivelser i dette værk under begrebet "dyreriget".