Livets Bog, bind 3
Alle materielle sanseobjekter er i realiteten kun hastigheds-begreber. Heri er også indbefattet foreteelserne: tid, rum og farver
988. Hvilken forskel kan der da blive på en "skabt" tings forhold til "noget", der er "uendeligt", og til "noget", der er "begrænset" eller til "noget", der er "endeligt" eller til "noget", der er "timeligt"? – Ja, her må man først gøre sig klart, hvad en "skabt" tings forhold til en anden "skabt" ting er. Da en "skabt" ting er en energikombination, hvad enten den fremtræder i fast, flydende eller luftformig materie og således er en "bevægelsesart", bliver en "skabt" tings forhold til en anden "skabt" ting i virkeligheden det samme som en "bevægelsesdifference". Den ene ting kan være mere eller mindre "hastig" end den anden. Der opstår derved grader i hastighed. Det er disse hastighedsgrader, der virker på sanserne. Det er de samme grader, der udgør mål- og vægtfacitter, der jo igen er det samme som virkningsfacitter. Alt uden undtagelse, hvad der direkte er tilgængeligt for sansning, er således i virkeligheden kun grader i hastighed. Da hastighed igen er det samme som "energi", bliver alt, hvad der kan sanses, således det samme som grader af "energi". Men det er ikke almindeligt at udtrykke de daglige sanseobjekter som hastigheds- eller energigrader. Kun der, hvor der er tale om en materieforeteelse, der er så fremtrædende, at dens bevægelse fysisk kan ses, udtrykker vi den i energi- eller hastighedsgrader. Der, hvor nævnte bevægelse ikke kan ses, men alligevel er til stede, betegner vi dens grader ved helt andre udtryk, nemlig: "tid", "rum" og "farver". Når vi siger om en ting, at den f.eks. er ti år, vil udtrykket "ti år" således dække et vist energiareal. "Ti år" virker mere på sanserne end fem, men mindre end tyve. "Tid" er altså et energibegreb. På samme måde forholder det sig med mål. Ti meter virker stærkere på sanserne end fem, men svagere end tyve. Rum er ligeledes et energibegreb. Da farver på samme måde udgør energibegreber, i modsat fald ville de jo ikke kunne sanses, bliver "tid", "rum" og "farver" dybest set kun energi- eller hastighedsgrader. Uden "bevægelse" og uden denne igen var inddelt i grader, ville der hverken eksistere tid, rum eller farver. Alle materielle sanseobjekter er således i realiteten "hastighedsbegreber".