Martinus: Livets Bog, bind 3, stk. 989

989. Men "hastighedsbegreber" vil kun kunne blive til i kraft af en "udmåling" af bevægelsen. Denne "udmåling" kan igen kun gøres ved hjælp af et i forhold til bevægelsen forekommende "fast punkt". – Findes der da et sådant "fast punkt", når alt, hvad der kan sanses, i realiteten er "bevægelse"? – Nej, i den materielle verden findes der intet absolut "fast punkt". Alt er her "bevægelse". Men da det er en kendsgerning, at "bevægelsen" bliver "målt", hvilket vil sige sanset, må der være "noget", der kan "måle" "bevægelsen". Og dette "noget" er "det levende væsen". Og vi ved allerede, hvorledes samme væsen befinder sig som centrum i denne "udmåling" af materien og benytter sin egen organisme som det "faste punkt" for samme "udmåling". Men da organismen kun er en materiekombination, kan denne "udmåling" kun være udtryk for en "skabt" tings forhold til en anden "skabt" ting. Da organismen er en "bevægelse", kan den ikke være noget virkeligt "fast punkt", og "udmålingens" facit bliver kun en "bevægelses" forhold til en anden "bevægelse". Dette facit bliver derved kun udgørende et differencefacit, en analyse af forholdet mellem de to ting og kan derfor umuligt være en fuldkommen analyse af nogen af de nævnte to ting. Og vi ser her, hvor mangelfulde sådanne analyser eller facitter, der netop er det samme som mål-, vægt- eller virkningsfacitter, er. Den rent materielle sansning er således kun en konstatering af tingenes forhold til andre ting, men selve tingenes egen identitet er urørlig i denne form for sansning. Der bliver ved enhver ting, der er sanset på denne måde, et uopklaret terræn. Men et uopklaret terræn er mystik. Og sålænge det levende væsen selv er indhyllet i mystik, har samme væsen ikke fundet sig selv. Sålænge der er mystik i væsenets natur, har det ikke fuldkommet kredsløbet. Mystik er sult, og der findes ingen sult, hvortil der ikke eksisterer en tilsvarende mættelse. Og da mættelsen af nærværende i form af mystik fremtrædende sult kun kan udløses af facitter, der ikke blot udgør tingenes forhold til hverandre, men også udgør tingenes fuldkomne egenanalyse, må sådanne facitter findes og kunne opleves. Men de kan ikke opleves ud fra det perspektiv, i hvilket organismen forekommer som centrum eller det "faste punkt". Nævnte facitter vil derfor umuligt kunne forekomme eller eksistere i væsenets rent fysiske horisont. Og det bliver hermed til virkelighed, at der findes en anden horisont, en horisont i hvilken der eksisterer et helt andet centrum for perspektivdannelsen, og hvor periferidetaljerne i kraft af dette centrum derfor må blive noget andet end blot og bar det indbyrdes forhold mellem tingene og individets organisme. Dette centrum kan ikke være en "skabt" ting, thi i så tilfælde vil den ligesom organismen kun være et centrum i det perspektiv, der kun giver det indbyrdes forhold mellem "bevægelser" eller "skabte" ting, hvilket vil sige: "relative" facitter, mål-, vægt- eller virkningsanalyser.

Forrige

Næste