Stk.:  (639-1052)      
      Avanceret søgning
   
I talsproget må der også være "grundord" og "udsagnsord" ligesom i bogstavsproget
1012. Talrækken har som bekendt kun ti talbogstaver, nemlig, tallene fra nul til ni. Af disse første ti tal er det kun tallene fra et til ni, der tæller. Men hvorfor er det da nødvendigt, at have nullet foran ettallet? – Ja, hvorfor er det nødvendigt, at vi siger "jeg", når vi vil udtrykke de af os skabte situationer? – Hvorfor siger vi f.eks. "jeg tænkte", "jeg skrev", "jeg gik"? – Hvorfor nøjes vi ikke med at sige "tænkte", "skrev" og "gik"? – Ja, er det ikke fordi, at disse ord alene ville være ganske ufuldkomne eller meningsløse? – Måtte vi ikke i en sådan situation spørge os selv om, "hvem" eller "hvad" der tænkte, skrev eller gik? – Vi måtte altså i det mindste rekonstruere disse ufuldkomne ord med et ord eller tegn for det "noget", der tænkte, skrev eller gik. Men da vi ikke kendte dette "noget", måtte vi således f.eks. sætte X foran de nævnte ord, hvorved det da ville komme til at hedde "X tænkte", "X skrev", "X gik". Men hvad er dette "X" i denne situation andet end bogstavrækkens "nul"? – For at der kunne blive mening i ordene, hvilket vil sige: for at ordene kunne udtrykke de to kontraster, der må til, for at en ting kan være en oplevelse og dermed blive en beretning, måtte vi altså selv skabe et tegn for den manglende kontrast. En beretning, der kun udtrykker én kontrast, er ikke nogen beretning. En beretning kan kun eksistere som et udtryk for en "bevægelses" forhold til et "fast punkt". Det er på denne kendsgerning, at enhver sætning i et sprog er baseret. I enhver sætning må der således være et "grundord" og et "udsagnsord". I modsat fald er det ingen sætning. Grundordet udtrykker det "faste punkt", medens udsagnsordet udtrykker "bevægelsen". Men ligesom bogstavsproget kun kan være fuldkomment der, hvor det udtrykker en "bevægelses" forhold til det "faste punkt", således kan talsproget også kun være fuldkomment der, hvor det udtrykker "bevægelsens" forhold til det "faste punkt". Det bliver så meget desto mere selvfølgeligt, eftersom man forstår, at der i tilværelsen ikke eksisterer noget som helst andet. Og noget, der ikke eksisterer, kan umuligt afføde en beretning. Når talrækken i det hele taget skal udtrykke en mening, altså være en beretning om noget eksisterende, må den også være de samme love som bogstavrækken underkastet. En sætning skrevet med tal må også være en beretning om "bevægelsens" forhold til det "faste punkt". Den må også have et "grundord" og et "udsagnsord". Og "grundordet" i talsproget er netop tallet 0, medens "udsagnsordet" i virkeligheden er alle de øvrige tal. Dette vil igen sige, at "nullet" er det tal eller "ord", omkring hvilket alle de andre tal kan placeres og bringes til at udtrykke en mening akkurat på samme måde, som "grundordet" er det ord, omkring hvilket andre ord i sproget kan bringes til at udtrykke en mening. Ligesom grundordet i sin dybeste analyse er udtryk for det absolut ubevægelige, det "faste punkt" eller "jeget", således er "nullet" også i sin dybeste analyse udtryk for det samme "faste punkt", det navnløse, viljeførende eller tænkende "noget" i tilværelsen. Og der vil umuligt kunne forekomme en sætning eller et tal, som ikke har til opgave at udtrykke dette navnløse "nogets" situation.


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.