1013. Som nævnt må der være et grundord og et udsagnsord for at kunne danne sætning eller mening f.eks. "jeg tænkte". En sætning kan altså ikke opbygges af mindre end to ord. Det samme gør sig gældende i talsproget. Der må ligeledes mindst to tal til for at kunne udtrykke en fuldkommen mening. Den mindste sætning, vi derfor kan skrive med tal ser således ud: "0 1." Her er nullet "grundordet", medens ettallet er "udsagnsordet". Det er rigtigt, at man i daglig tale udelader nullet og kun skriver tallet 1, men derved bliver talsætningen i realiteten uden mening. Det er det samme som, hvis vi undlod ordet "jeg" fra sætningen "jeg skrev". Da ordet "skrev" udtrykker en "skabelse", ved vi, at der må eksistere en "skaber" og sætter derfor et udtryk for denne "skaber" foran ordet "skrev". Kender vi ikke denne "skaber", må vi, som før påpeget, sætte X foran nævnte ord. Da tallet 1 har til opgave at udtrykke kontrasten eller modsætningen til uendeligheden, vil samme tal i sig selv være meningsløst uden i forbindelse med et udtryk for denne uendelighed. Hvis der kun eksisterede "det begrænsede" eller "endelige", var det ikke nødvendigt at markere dette. Men da "uendeligheden" er lige så stor en kendsgerning som "det begrænsede", må der også være et udtryk, hvormed man kan udtrykke denne kendsgerning. Og dette udtryk er indenfor talsproget netop udelukkende kun tallet "nul".