1022. At talsystemets første bogstav er et "nul" og ikke et "ettal" markerer indtil hundrede procent talrækkens "begyndelse" som illusorisk. Men lad os se lidt nærmere på den vedføjede plan over systemet. Vi begynder vor optælling ved 0 i den øverste række og fortsætter til 9. Vi har da benyttet alle alfabetets 10 talbogstaver og tilbagelagt en omgang eller et kredsløb i benyttelsen af talalfabetet. Det er en sådan omgang, vi udtrykker som et "kredsløb af 1. grad". I G-afsnittet ser vi 10 sådanne kredsløb af 1. grad. Deres rette betegnelse udgøres af nullet og tallet til venstre for nullet i ethvert kredsløb. Og vi ser da, at det første kredsløb ifølge talsystemets struktur er at udtrykke som 0,0, medens det næste vil være at udtrykke som 1,0 og derefter 2,0 – 3,0 – 4,0 osv. indtil 9,0, der på skemaet viser det sidste kredsløb af 1. grad.
      Hvorledes går det nu til, at vi her har ti kredsløb, men ikke desto mindre betegner det første af disse ved tallet "nul"? – Ja, skyldes det ikke udelukkende den omstændighed, at man ikke kan udtrykke en foreteelses eksistens, før denne eksistens er blevet til? – Et kredsløbs fulde eksistens er jo ikke blevet tilendebragt eller fuldført, før det har passeret den sidste enhed i kredsløbet, nemlig bogstavet 9. Men når denne eksistens ikke er fuldført før efter dens passage af tallet 9, kan udtrykket for den samme eksistens jo også først forekomme efter tallet 9. En ting, der ikke eksisterer, kan ikke afføde noget udtryk for sin eksistens. Men når kredsløbet har passeret sin sidste enhed: tallet 9, er dets eksistens jo blevet en total virkelighed. Og det er denne virkelighed, der er givet udtryk for eller er markeret ved ettallet til venstre for nullet i det påfølgende kredsløb.