679. Medens den her nævnte del af symbolet således udtrykker livet og dets mysterium, udtrykker den på samme symbol fremtrædende tolvtakkede stjerne med dens særlige figurer samme mysteriums løsning. Hver enkelt lokal figur udtrykker et af de særlige tolv grundfacitter, der tilsammen danner selve livsgådens løsning. At læse disse facitter med virkeligt udbytte kræver koncentration. Koncentration er igen det samme som en udelukkelse af alt, hvad der ikke vedkommer selve koncentrationens objekt. Og vi må derfor bede læseren helt udelukke alt, hvad han ellers måtte sidde inde med af kendskab til livsmysteriet, såsom: teosofiske, antroposofiske, spiritistiske eller andre åndsretningers fortolkninger, fordi disse her er ganske overflødige eller upåkrævede. Disse fortolkninger er der ikke nogen som helst brug for i denne vor udforskning af livsmysteriets løsning. Her gælder det blot om, at vi kan være absolut frie og uhildede forskere, hvilket vi absolut ikke kan være, hvis vi i forvejen er beherskede af teoretiske systemer, i hvilke livsmysteriets absolutte løsning skal passe. Vi vil da meget let komme til, med en sådan fordom, at tilsløre løsningen i stedet for at afsløre den. Hvis vi sidder inde med en teori om livsmysteriet, der lader formode, at dets løsning er sådan eller sådan, og vi samtidigt er meget lykkelige og glade ved nævnte teori, vil enhver form for løsning af livsmysteriet, der ikke passer ind i denne teori, jo fremkalde både vantro og skuffelse, ligegyldig hvor sand og rigtig den så end måtte være. I sådanne væseners underbevidsthed opstår der en slags ubevidst modstand imod alt, hvad der kan føre til skuffelse, og væsenerne søger at undgå sådanne skuffelser ved at imødegå løsningens analyser med alle mulige modforklaringer. Sandheden vil som regel være ilde hørt der, hvor den ikke er i ens favør. Hvis vi derfor vil gøre os håb om at finde eller opleve livsmysteriets løsning, må vi være så fri og uhildet, at vi er klar over, at det absolut ikke er et manglende led i et særligt favoritsystem, vi søger, men derimod selve sandheden, ganske uden hensyn til hvor nær eller fjern den så end måtte være dette vort favoritsystem, eller hvor hensynsløs eller brutal den eventuelt måtte blotte dette som et falsum eller på anden måde være direkte i vor disfavør.
      Vor meditations objekt må derfor udelukkende være en indstilling på, hvad livet i sin egen rene og absolutte tale selv har at sige om sin identitet og eksistens. Når alt kommer til alt, kan vi alligevel aldrig nogen sinde få forklaringen andre steder end igennem livets egen direkte tale. Og det er denne urokkelige tale, vi her igennem vor meditation skal møde i symbolets analyserække.