Livets Bog, bind 3
Jeget som udgørende et facit, der ikke kan udtrykkes i mål og vægt. Oplevelsesevnen som en underlegen egenskab
687. Med hensyn til jeget er vi allerede her kommet til et facit, der ikke eksisterer som identisk med en virkningsgrad og derfor aldrig i noget som helst tilfælde vil kunne udtrykkes i mål eller vægt. Det repræsenterer i sig selv hverken fast, flydende, luftformig eller åndelig tilstand og vil således for den rent materialistiske forskning være lig – intet. Og vi ville være nødsaget til at give den materialistiske forsker ret, der hævder, at det ikke eksisterer, hvis ikke netop alle eksisterende energier i sit samarbejde i form af naturen, i form af vore medvæseners fremtræden, i form af vor egen organisme resulterede i erkendelsen af vor egen urokkelige oplevelsesevne. Denne oplevelsesevne, der igen kun kan eksistere som den mest fundamentale realitet i ethvert levende væsen og som den mest håndgribelige kendsgerning for ethvert jordmenneske og væsener på endnu højere udviklingstrin, kan vi jo aldrig frakende at være en underlegen egenskab.
      Men hvem er den underlegen? – Ja, den må jo være den realitet eller det "noget" underlegen, der oplever igennem den. At benægte, at der er "noget", der benytter den, er jo det samme som at gå imod den kendsgerning, vor egen oplevelse af livet i sig selv udgør.
Symbol af Martinus
Symbol 11
Livsmysteriets løsning