Livets Bog, bind 3
"Den årsagsløse årsag" udgørende et inderste centrum, overfor hvilket alt andet kun kan eksistere som periferi. Nævnte "årsagsløse årsag" udgørende "et levende noget"
694. At man ikke kan se ophavene til fjernzonens detaljer, kan ikke i noget som helst tilfælde være noget bevis for, at de ikke eksisterer. Mikrovæsenerne inden i vor egen organisme kan heller ikke se ophavet til denne deres egen verden, og dog er det en kendsgerning, at vi eksisterer. Men har vi selv set ophavet til denne nævnte verden, der jo er det samme som vor egen organisme? – Nej, alt, hvad vi ser eller bliver vidne til af os selv, er kun en serie funktioner, iscenesat ved hjælp af en masse organer eller animalske apparater, der hele tiden eksisterer som en periferi omkring et oplevende, manifesterende og viljeførende centrum. Dette centrum kan aldrig nogen sinde blive tilgængeligt for sansning på anden måde end netop som en inderste kerne, omkring hvilken al oplevelse urokkeligt udgør en ydre foreteelse eller en periferi. Hvor vi så end retter vort blik hen, eller hvad vi så end retter det imod, vil vi altid føle os selv som det absolut inderste i denne vor oplevelse. Det samme gør sig gældende i enhver form for beslutning eller viljeføring. Den har ikke sin oprindelse fra noget ydre. Den begynder ikke i fingerspidserne eller tæerne. Den begynder ikke i huden eller muskulaturen. Den begynder ikke i leveren, hjertet eller blodet, ligesom den heller ikke kan have sin første oprindelse i selve hjernen, der jo også er et organ og dermed kun udgørende et apparat, et redskab, underkastet vilje og må således også være periferisk for det viljeførende "noget". Forud for en handling må der være tænkning. Men tænkning kan ikke ske ved noget "ingenting". Der må være et middel eller redskab for tænkning. Dette må så igen være forud for tænkningen. Men en tænkning, der resulterer i handling, er jo det samme som viljeudløsning. Viljeudløsning er altså noget, der villes eller ikke villes. Dette "at ville" eller "ikke ville" er dermed synligt som en tilstand, der må have hjemsted dybere i det levende væsens bevidsthedscentrum end selve tænkningen, idet denne herfra kan reguleres. Hvis den ikke kunne reguleres, var der ikke noget, der hed vilje. Vilje er kun det samme som regulering af tænkning. Vi er altså her kommet så langt ind i det levende væsens bevidsthedscentrum, at vi er kommet indenfor handlingen, samt organismen, ved hvis hjælp handlingen kan manifesteres, og den tankekombination, handlingen repræsenterer, idet vi er kommet ind til et område i samme centrum, i hvilket den situation eksisterer, hvor tankekombinationen formes, reguleres eller bestemmes. Denne situation eller dette område kan ikke være identisk med organismen, for denne lystrer tænkningen, men den kan heller ikke være tænkningen, for den er underkastet viljen. Tænkningens særlige form og karakter bestemmes, formes eller reguleres og afslører derved et tankeregulerende eller viljeførende "noget". Dette "noget" må således være det allerdybeste i et levende væsens manifestation eller fremtræden, ja, må være selve dets absolut inderste selv. Indenfor dette selv kan absolut intet eksistere. Alt må være udenfor dette. I nævnte selv udløses det pågældende væsens allerførste begyndende tendens til manifestation. Den eksisterer først som urbegær, bliver til vilje, der er det samme som tankeregulering, der igen er det samme som kombinering af materiebevægelser og i sin sidste instans er det samme som skabelse. Denne skabelse er igen den yderste og sluttelige virkning af den fra dette inderste selv eller bevidsthedscentrum fremtrædende impuls. Det bliver således her til kendsgerning, at dette inderste selv er den absolut første årsag til manifestationen, idet det ligger bag begæret og viljen til manifestation og benytter disse som underordnede faktorer i dets synliggørelse eller åbenbaring af dets nærværelse i altet.
      Men et tanke- og viljeførende centrum kan jo kun udtrykkes som "et levende noget". Dette levende "noget" er således uigenkaldeligt den absolut dybeste eller allerførste årsag bag en hvilken som helst manifestationsart. Og denne årsag afviger, som vi her har set, fra alle andre årsager derved, at den ikke som disse kan være identisk med en virkning af en anden forudgående årsag, idet den er forud for virkningen eller udgør et centrum, overfor hvilket alle virkninger kun kan eksistere som periferiske, underlagte faktorer. Nævnte centrum er jo, som her vist, bag ved både virkninger, tanker og viljeføring. Og vi kan her atter stadfæste dette centrum eller denne årsag som "den årsagsløse årsag".
Symbol af Martinus
Symbol 11
Livsmysteriets løsning