710. Den nuværende organisme er, som fremført, en hensigtsmæssig sammensat energiblok og udtrykker derved en plan. Men når den udtrykker en plan, er den udtryk for tanke. Men da tanke ikke er noget stillestående, men kun eksisterer som en energiimpuls, i modsat fald ville ethvert væsen jo være bevidstløs, kan den plan, som nævnte energiblok eller organisme udgør, ikke være noget evigt, men må skifte i samme grad som dens ophavs tanker eller tankesfære skifter. Organismen er jo kun jegets redskab for manifestation af en særlig bestemt tankestrømning eller tankesfære. Men da disse tankesfærer ustandselig skifter i kraft af hunger- og mættelsesloven, må organismen også kunne udskiftes med hver ny tankesfære til fordel for en organisme, der kan være redskab for den ny sfære og således fortsættende, og væsenet dermed organ- eller redskabsmæssigt hele tiden kan være på højde med denne sin skiftende tankesfære eller bevidsthedsforvandling.
      Når væsenet har nået kulminationen i en eller anden manifestationsretning, er blevet geni, er dette kun blevet muligt i kraft af, at det har kunnet udskifte sin fysiske organisme til fordel for en organisme, der kan være et tjenligt redskab netop i den bestemte sanse- eller skaberetning, indenfor hvilken dets genialitet henhører. Men når det har nået genialiteten, vil det i virkeligheden sige, at det har nået en mættelse på det bestemte felt. Og med mættelsen af en ting tager begæret efter tingen af, og væsenet har dermed "udlevet" det, og en hunger efter nye ting opstår. Nu ville det efterhånden blive temmelig generende for det samme væsen, hvis det skulle blive ved med at leve i den organisme, der i særlig grad var et veltilpasset redskab for den tankesfære, det har udlevet, og som derfor ikke mere kan være det centrale i dets ønsker, længsler eller mål. Og vi får her atter en ny indsigt i genfødselens eller reinkarnationens absolutte uundværlighed.
      Idet vi allerede i de tidligere grundfacitter er blevet indforstået med det levende væsens "treenige princip" som en urokkelig analyse og dermed udgørende beviset for samme væsens evige væren, er det blevet klart for os, at vor fremtræden umuligt kan have begyndt med vor nuværende fysiske organismes spæde tilblivelse i moders liv. Nævnte organisme repræsenterer altså kun en enkelt nuance, en enkelt detalje i vort evige livs samlede skabeproces eller "X3". Og med den kundskab, vi allerede har erhvervet os i vor forskning ved hjælp af "Livets Bog", er det ikke vanskeligt at se formålet med denne vor nuværende organisme. Den er i allerhøjeste grad fremtrædende som et redskab. Den er udstyret med to øjne, to hænder, to fødder. Den har et skelet med meget hensigtsmæssigt bøjelige led, så vi kan foretage os alle de særlige manifestationer, der kan være tilfredsstillelse for den mentale hunger, der i øjeblikket udgør vor mentale struktur eller tankesfære. At denne tankesfære er skiftende og således kun er midlertidig, bliver til kendsgerning i kraft af den omstændighed, at enhver beskæftigelse, hvilket vil sige: manifestationsart, uundgåelig fører til "udlevelse", hvilket igen er det samme som mættelse. Den vil herefter kun kunne kede det pågældende væsen, ja, ligefrem afføde lede, der igen er det samme som frastødning. Denne vil så igen uundgåelig skabe adskillelse mellem individet og samme manifestationsart, og i særdeleshed da den anden manifestationsart eller tankesfære herefter mere og mere bliver det centrale i dets hunger eller begær, ja, går over til ligefrem at blive ny hovedbetingelse for samme væsens mentale harmoni eller ligevægt. I kraft af denne mættelsens uundgåelighed kan ingen evigt blive ved med at beskæftige sig med den samme tankesfære eller manifestationsart, men tvinges uundgåelig frem til nye manifestationsarter. Og det er denne mentale vandring, der i virkeligheden kun er en forvandlingsproces, vi kender her i "Livets Bog" som "kredsløbet", der igen består af principperne: "indvikling" og "udvikling". Denne indvikling og udvikling er igen det samme som vandringen mellem to kontraster "lyset" og "mørket", som danner den urokkelige betingelse for enhver form for sansning eller oplevelse af livet.