759. Det levende væsens forhold til Guddommen eller til Forsynet fremtræder således som her påvist under to forskellige former. Vi kan udtrykke den ene af disse som en "legemlig" og den anden som en "mundtlig" henvendelse. Den "legemlige" udtrykkes altså ved vort daglige samvær med og forhold til vor næste og udgør alle de rent praktiske oplevelser, medens den "mundtlige" udgør alt, hvad der kommer ind under begrebet "intim bøn" eller direkte enerumshenvendelse til Guddommen. Efterhånden som der bliver harmoni mellem den "legemlige" og den "mundtlige" henvendelse til Guddommen, begynder denne at blive til levende virkelighed for sønnen. Men før dette kan ske, må den "legemlige" vekselvirkning med Guddommen være identisk med en fuldstændig forståelse og den heraf affødte tolerance eller kærlighed overfor ens omgivelser eller næste, medens den intime eller "mundtlige" må være i "løndom", hvilket vil sige: være koncentreret eller direkte indstillet på selve Guddommen som på et levende væsen og ikke på noget som helst andet. Dette andet, af hvad art det så end måtte være, hører nemlig ind under den "legemlige" henvendelse og kan derved kun distrahere eller svække koncentrationen eller den intime indstilling og forhindrer derved væsenets sanser i den reaktion, der betyder oplevelsen af Guddommen som et virkeligt levende væsen. At det derfor er nødvendigt at være alene under den intime bøn, siger sig selv. Bønner, der er afholdt i offentlige forsamlinger, kan aldrig være af så intim eller inderlig natur som de, der stille afholdes i enrum. At enhver bøn er ganske uden mening eller logisk begrundelse, der hvor den udgør et udslag af farisæisk forfængelighed og fremtræder som en offentlig parade, er naturligvis en selvfølge. Den falder i dette tilfælde ganske sammen med hele vort øvrige ydre væsen eller forhold til vor næste eller "legemlige" henvendelse til Guddommen. Uden at denne ydre "legemlige" henvendelse bliver ligeså bevidst indstillet på selve Guddommen som den i lønkammeret, skal man ikke vente sig at komme til at opleve noget virkeligt levende personligt forhold mellem sig selv og Guddommen. Hvad nytter det, at man intimt i lønkammeret eller åbenlyst i forsamlinger beder til Gud om dette eller hint, når man med sin viljekraft og legemlige styrke selv kun manifesterer egoisme, vrede, had og bagtalelse, ja, myrder og dræber om end ikke mennesker så dog dyr i massevis under påskud af, at dette er nødvendigt for den daglige ernæring, skønt disse drab i realiteten slet ikke er nogen livsbetingelse mere indenfor et virkeligt kultursamfund? – Hvad nytter det, at man i lønkammeret med en autoriseret bøn eller med smiger, ros eller lovprisning søger at overbevise Guddommen om sine dyder og gode forsætter eller hensigter, når man med sit daglige væsen mere eller mindre i form af selviskhed, indignation og forfølgelse slår løs på sin næste og derved gør de modsatte foreteelser til kendsgerning overfor den samme Guddom. Man må stadig huske på, at vor næste er Guddommens absolutte realistiske sanseredskaber. Det, vi gør imod disse "sanseredskaber", bliver Guddommens eneste virkelige materiale for hans analyse og bedømmelse af vort sande væsen og vor autoriserede eller intime bøns ægthed.