783. Her vil man måske hævde, at rent bortset fra denne jordklodens bevægelse, er det dog en kendsgerning, at vi indenfor dens område eller på dens overflade dog har udmærkede "faste punkter".
Vi har således ingen særlige vanskeligheder ved at finde gode underlag eller grundvolde for vore bygninger, kulturens skyskrabere såvel som eskimoens snehytter.
Store broer hviler på solide sænkekasser fæstet i jordens skød.
Lyntog farer hen over solidt funderet skinneveje såvel som store autobusser kører hundreder af kilometer frem over ligeså solidt og fast anlagte autostradaer.
Det er rigtigt, at disse foreteelser kun er mulige i kraft af såkaldte "faste underlag".
Men hvad er disse underlag andet end menneskenes "møblering" af deres store "himmelvogn": jordkloden? –
De repræsenterer jo ikke anden fasthed eller stilleståen end den, det indre af en jernbanekupe i et kørende tog tilsyneladende også repræsenterer, når man ikke ser ud af dens vinduer.
Ser man ud af dens vinduer, ser man togets og dermed kupeens eller vort "faste punkts" fart hen over kontinentet.
Men er det ikke netop på denne måde, at alle "faste punkter" konstateres? –
Er det ikke netop der, hvor vi ingen bevægelse ser, at vi udtrykker tingen som stillestående? –
Og hvorledes skal tingene kunne tage sig anderledes ud i en sådan situation? –
Når en bevægelse ikke kan konstateres, må dens kontrast jo blive hundrede procents herskende overfor sanserne.
Og det er netop denne kontrast, vi kalder "stilstand".
Set på denne måde bliver der indenfor "X3" ingen som helst form for absolut "faste punkter".
Alle de foreteelser, vi i den daglige tilværelse betragter som sådanne, er således i virkeligheden slet ikke udgørende nogen "stilstand", men er i allerhøjeste grad udtryk for "bevægelse".
Når vi ikke desto mindre opfatter disse foreteelser som "stillestående" og dermed som "faste punkter", skyldes det den omstændighed, at vi ikke ser den bevægelsesform eller de energisvingninger, der er knyttede til tingene.
Vi er her i det "frembrusende togs kupe", men denne har "tilslørede vinduer".
Vi kan ikke "se ud" og opfatter derfor ikke tingenes "fart" eller "bevægelse".
De synes derfor stadig at være i det nøjagtige samme forhold eller den samme position til os.
Og vi opfatter dem derfor som "faste" eller "stillestående".
De "faste punkter", vi ser eller sanser, er altså alle uden undtagelse illusioner.
De udgør "skjulte bevægelser".