Martinus: Livets Bog, bind 3, stk. 795

795. Det er her blevet en kendsgerning for os, at såvel dette "immaterielle" "noget" som "bevægelserne" eksisterer. Men da kun "bevægelserne" er tilgængelige for sansning, må vor samlede oplevelse af livet nødvendigvis netop blive en fornemmelse af "noget ydre", vi sanser, såsom vor organisme og dens omgivelser, og dernæst "noget indre", som vi ikke kan sanse, men hvis tilstedeværelse vi alligevel helt eller delvis ubevidst pointerer under begrebet "jeget" eller "selvet" i det levende væsen. Vor fornemmelse af livet bliver altså at udtrykke som en "indre ubevidst del" og en "ydre bevidst del". Da fornemmelsen af livet netop udtrykker sig således, er det ikke så mærkeligt, at mennesket, i kulminationen af sit materialistiske stadium, hvilket vil sige det stadium, hvor det tror, at mål- og vægtfacitter er udgørende livets absolutte eneste analyser eller facitter, tror at alt, hvad der ellers foregives at eksistere derudover, er ren fantasi eller overtro. Men vi har nu igennem vor forskning her i "Livets Bog" set, at et sådant standpunkt i længden er ganske uholdbart, idet det i langt større udstrækning er overtro eller fantasi og dermed mindre i overensstemmelse med virkeligheden end den opfattelse, der er en erkendelse af tilstedeværelsen af et "noget" i den ubevidste del af fornemmelsen af livsoplevelsen. At denne sidste erkendelse bliver udtrykt i fejlagtige forestillinger om "ånd", "ånder", "guddomme" og lignende forandrer ikke princippet, men beviser tværtimod, at væsenet igennem nævnte udtryk søger at pointere sin medfødte instinktmæssige fornemmelse af sit eget højeste usanselige "selvs" tilstedeværelse i den ukendte del af dets eget indre. Det fornemmer realistisk sit eget "selv" som noget, der er adskilt fra de rent ydre forgængelige forekomster, såsom dets organisme og andre materielle ting. Det tror derfor på dette sit eget "selvs" evige eksistens eller udødelighed, tror på tilværelsesformer hinsides det nuværende liv osv.

Forrige

Næste