Stk.:  (639-1052)      
      Avanceret søgning
   
At indgå ægteskab for at undgå eller for at camouflere den dobbeltpolede tilstand er stridende imod alle naturlove og er en forbrydelse imod den anden part i ægteskabet. Mønsterværdige dobbeltpolede væsener. "Den højeste ild" eller en seksuel sfære, der forener individet med Guddommen, giver det overskygningen af "den hellige ånd" eller "kosmisk bevidsthed"
840. Men degenerationen iler videre. Adam og Eva kommer længere og længere bort fra "edens have". Nydelsen af "kundskabens træ på godt og ondt" bliver større og større, ja, så stor at den helt begynder at overtrumfe den tilladte oprindelige nydelse af havens frugter: "det normale ægteskab og hvad dertil hører". Denne normale tilladte nydelse, der før var den absolutte betingelse for væsenets normale livslykke, har nu for en mængde mennesker absolut ingen som helst dragning, ja, ville betyde den rene ulykke, hvis de pågældende væsener gav sig ægteskabet i vold. Disse væsener gifter sig da heller ikke, med undtagelse af de få, der tror, at de ved ægteskab kan blive "reddet" ud af denne deres "sære" tilstand, der hidtil af den primitive eller uvidende del af almenheden almindeligvis blev stemplet som "unormal". Ja, der er endog dem, der ligefrem søger at skjule eller camouflere deres tilstand i form af et ægteskab. Men sådanne foreteelser er naturligvis ganske i strid med livets love og bliver til ulykke for væsenet selv foruden at være bedrageri eller forbrydelse mod den anden part i ægteskabet. Her er naturligvis ikke medregnet de væsener, hvis ugifte tilstand kun skyldes impotens eller rent ydre organiske fejl, der helt eller delvis umuliggør det ægteskabelige normale samleje, men hvis øvrige bevidsthed er normalt baseret på begæret efter det modsatte køn.
      Vi ser altså, at der i samfundene eksisterer mange væsener, både mænd og kvinder, der ikke gifter sig. Hvorledes tænker og handler nu sådanne væsener? – Hvad stimulerer og opmuntrer disse enlige mennesker til at leve livet? – Ja, i bedste tilfælde ser vi disse væsener hellige sig en eller anden mission, fremtræder undertiden som store genier eller er på anden måde udadtil udgørende drivkraft i samfundsnyttige foretagender. Selve deres daglige private handel og vandel er som regel ganske mønsterværdig rent bortset fra den "særhed", at de ikke gifter sig. Deres rent seksuelle liv og udløsning er som regel noget, der udgør deres intimeste hemmelighed og er en absolut lukket verden for alle ligeså absolut uvedkommende væsener. De kommer således ikke til i nogen retning at være beskæmmende for deres særlige art. Det er indenfor denne art, at man finder de absolut fineste, sublime og højest kultiverede mennesker på jorden. At disse væseners meget intime seksuelle liv også kræver fysisk udløsning, selv om denne proces i stor udstrækning foregår mentalt, bliver til kendsgerning derigennem, at de netop endnu befinder sig i enten en "hanorganisme" eller en "hunorganisme", selv om de rent mentalt set hverken er han- eller hunvæsener, men derimod er næsten lige dagsbevidst i begge poler såvel den modsatte som den, deres organisme repræsenterer.
      Da en sådan han- eller hunorganisme normalt ikke kan eksistere uden at være udstyret med kønsorganer med tilhørende kirtler og afsondringer, der kræver udløsning, må denne udløsning finde sted. I modsat fald vil der opstå en unaturlig spænding i tankefunktionen, en kønslig sult, der inden altfor længe ville bringe individet fuldstændigt ud af mental ligevægt. Vi kan naturligvis ikke her, hvor emnet kun fremtræder som en ren bianalyse i afsnittet "livssubstanser", gå i detaljer, men blot fremhæve, at disse væseners umådelige geni, klare forstand og logiske tænkemåde, deres overvældende energi og arbejdskraft, deres høje intellektualitet og absolut ligevægtige mentale tilstand udgør en strålende garanti for, at disse væsener ikke på nogen måde er seksuelt overspændte individer, hvis tanker er bundne i evindelige spekulationer over en i deres indre brændende kønslig sult, hvilket jo absolut måtte være tilfældet, hvis ikke denne sult blev tilfredsstillet. At den ikke bliver tilfredsstillet ved samleje med et væsen af modsat køn er naturligvis en selvfølge. Da de jo er dobbeltpolede væsener, har de slet ikke den sult, der fornemmes som begæret efter det modsatte køn. Og en sult, de ikke har eller fornemmer, kan jo ikke kræve udløsning eller tilfredsstillelse. At deres seksuelle tilfredsstillelse trods dette ikke er af nogen som helst forbryderisk art eller på anden måde er til gene og ubehag for andre væsener, er de samme væseners høje kultur og sublime følelsesliv en absolut borgen for. Disse væseners seksuelle udløsning, såvel fysisk som mentalt, kan altså kun foregå i hundrede procents kontakt med de virkelige kærlighedslove, der betinger at nævnte udløsning kun må finde sted der, hvor den kan foregå uden nogen som helst art af efterfølgende veer, tårer og lidelser for noget andet væsen. Disse væsener holder således deres seksuelle liv indenfor grænser, hvor dets udløsning i sig selv kun kan være en hundrede procents velsignelse. Ved en hundrede procents velsignelse må her forstås en foreteelse, der giver sit ophav fornemmelsen af en overordentlig stor frigjorthed og den hermed forbundne ligevægt i sindet, en fremtrædende glæde ved livet og lyst til udelukkende at hellige sig udvikling af energi til at tjene uselviske idealer og formål. En seksuel udløsning, der til en sådan fuldkommenhed giver sine partnere evnen til at leve så uhæmmet lykkelige i princippet "hellere at give end at tage", kan udelukkende også kun blive til velsignelse for de nævnte partneres omgivelser. Og den seksuelle udløsning bliver dermed her synlig som den virkelige "højeste ild", hvilket vil sige: den bærende højeste varmekilde bag enhver mental og derefter bag enhver fysisk udfoldelse. Ved mental varme må her forstås "sympati". En seksuel udløsning er således det samme som selve kulminationen af sympati. Og der hvor denne udløsning giver sig udslag i ovennævnte fuldkomne uselviske virkninger for sine partnere, gør den selve livet og dermed altet til "kærlighed". Og det er i denne selveste kærlighedens funklende stråleglans, at væsenet "ser Guden" og bliver "ét med Faderen" og dermed opdager sig selv som værende "vejen, sandheden og livet". Det er denne tilstand, der i religionen betegnes som "indvielse", "overskygning af den hellige ånd", og lignende, og her i "Livets Bog" udtrykkes som "den store fødsel" med udløsningen af "kosmisk bevidsthed".


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.