Råbet efter Guddommen er stærkere end nogen sinde før. Den forlorne søn finder, efter den lange rejse igennem tiden, rummet og mørket, Faderen i – sit eget bryst, og livet bliver blændende lys
854. Adam og Eva er således vokset. Guds modellering af mennesket i dem er allerede langt fremme. Guds strålende billede begynder vi på mangfoldige måder allerede nu at skimte i deres indre. Et rige som ikke var af denne verden begynder igennem det førnævnte vårbrud at kaste sin sommersols lyse morgendæmring ind i sjælene. Den "fortabte" Adam og Eva ser ikke mere tilbage, men fremad. Den forlorne søn begynder at spejde efter sin evige Fader i det fjerne. Et stort råb: "Hvor er du?", runger igennem verden mere end nogen sinde før. Er det ikke dette store spørgsmål, der førte menneskene til klodens fjerneste egne, ind i ækvators hedeste bælter og ud til polernes hvide isørkener, møjsommeligt arbejdende sig fremad til lands og til vands og igennem luften, til fods, til hest og på kamelryg, over milevide tundraer, ørkener, stepper, prærier, igennem jungler, bjerge og afgrunde, gennem midnatssol og vintermørke, stadig spejdende, stadig forventningsfuld, stadig bedende? –Er det ikke råbet: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig", der som en fin diskant fortoner sig i kanontordenens og bombemaskinernes jordskælvsfrembringende basakkorder? –Jo, forjættelsen om "syndens sold, der er døden", er ved at gå i opfyldelse. Verden vånder sig i gråd og tænders gnidsel. Men hermed er mørkets magt også udtømt. Når jordmennesket har lagt alt myrderi bag sig, og valpladsernes sidste kvælende røgskyer har fortonet sig fra horisonten, og de såredes dødsrallen er forstummet, da vil et nyt paradis, den "ny himmel" og "ny jord" eller himmeriges rige være meget nær. Med den sidste svindende rest af krigens eller det dræbende princips atmosfære vil Adam og Eva igen være stedet for den Almægtiges åsyn. Efter den lange rejse igennem verden, igennem rummet, igennem tiden og igennem mørket finder de begge hver især som den forlorne søn deres evige Fader, ikke her eller der, men i – deres eget bryst. Adam og Eva eller den forlorne søn har altså aldrig været borte fra Gud, og Gud har aldrig været borte fra sønnen. Den forlorne søn har kun været blindet af atmosfæren fra det dræbende princips valpladser i hans eget indre. Men nu er det fuldbragt. Kærlighedsatmosfæren har gjort bevidstheden krystalklar. Gudesønnen er blevet ét med Faderen, altet er kærlighed, og livet er blændende lys.
Tilbage til forsiden
Forrige