Stk.:  (639-1052)      
      Avanceret søgning
   
En retfærdiggørelse af Verdensgenløserens forjættelse om "arven" af "det evige liv"
876. Dette rige er igen "det evige liv", Jesus bebuder som en arv til dem, der tror på ham, hvilket vil sige: dem der igennem jordlivene efterhånden har trænet sig op til eller levet så stærkt i praktiseringen af næstekærligheden, at denne levemåde nu som en selvfølgelighed er de samme væseners daglige natur, talent og karakter. Disse væsener kan ikke undgå "talsmanden den hellige ånd", hvis indtog i deres bevidsthed eller mentalitet er det samme som "kosmisk bevidsthed". Og da individet gennem denne ikke kan undgå i vågen, fysisk dagsbevidst tilstand at opleve sin evige tilværelse eller eksistens bag jordlivene, kan en større opfyldelse af Verdensgenløserens forjættelse ikke times noget individ. En større retfærdiggørelse af Mesterens ord: "Jeg er opstandelsen og livet, hver den, som tror på mig, om han endog dør, skal han dog leve", kan ikke manifesteres. Bliver det ikke her synligt, at han er selve inkarnationen af lige netop de egenskaber, der afslører den fuldkomne verdensgenløser? – Ligger der ikke i dette hans lysvæld af ord til menneskene en erkendelse af hans oplevelse af "den hellige ånd" eller hans kosmiske bevidsthed? – Kan han på nogen som helst anden og stærkere måde sige til menneskene: "Jeg har oplevet "opstandelsen", hvilket vil sige genfødslen på ny, med mine egne vågne, dagsbevidste fysiske og psykiske sanser og er derfor blevet ét med den. Men da jeg er blevet ét med denne fødsel på ny og derved ikke har kunnet undgå at opleve, at det fysiske jordliv er noget, der gentages, og således ikke er det endelige eller færdige liv, men blot er en detalje eller et afsnit af et evigt fortsættende liv, og at individet således i virkeligheden befinder sig midt i en evig tilværelse, kan jeg ikke undgå også at være ét med dette evige liv. Men når dette evige livs eksistens således er en kendsgerning, kan det ikke undgås, at de, som tror på mine udsagn og derfor følger mine anvisninger angående, hvorledes man igennem lovens fylde "næstekærligheden" udvikler de forfinede og rene sanser, igennem hvilke oplevelsen af dette evige liv finder sted, at sådanne væsener også vil komme til at opnå den samme kosmiske oplevelsestilstand som den, jeg allerede har nået, og derved ligesom jeg i fysisk dagsbevidsthed se sin egen evige tilværelse". Kan man på en fuldkomnere måde "arve" dette "evige liv"? – Er det ikke således her, at "selv om man endog dør, så ser man dog, at man stadig lever"? – Får vi ikke her et fuldstændigt, klart overblik over, hvorledes Verdensgenløserens ord er sandhed og fuldstændigt analoge med, hvad livet selv afslører for den udviklede forsker i form af åndsvidenskaben eller de kosmiske analyser i "Livets Bog"? 


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.