Det "åndelige helvede" er værdiløst som skræmmebillede og kan heller ikke retfærdiggøres ved sakramenterne
893. Nu vil man måske indvende, at denne lidelse skal være til skræk og advarsel for væsenerne på det fysiske plan. Men hvor er så den "fri vilje" henne, som man igennem den kirkelige kristendom også får doceret, at man er i besiddelse af? –Hvis Forsynet bruger dette "evige helvede" som et skræmmebillede, er det i sin metode fuldstændig analogt med røveren, der med sin ladte revolver påbyder sit offer "pengene eller livet", dog med den forskel, at røverens trussel i virkeligheden kun er det rene kærtegn imod Forsynets "evige" eller aldrig ophørende "ildsø". Tror man ikke, det er for meget at forlange, at menneskene skal basere deres daglige liv på ren næstekærlighed, når Forsynet ikke engang har baseret sit eget liv og sin fremtræden på dette vidunderlige princip, men dominerer i metoder, der ligefrem er endnu værre end dem, de værste forbrydere anvender? –Forbryderen har dog i reglen den midlertidige triumf at få sin vilje tilfredsstillet med hensyn til den attråede materielle vinding, penge eller andre værdier, ved hjælp af sin trussel og terror; men hvad opnår Forsynet med truslen om sin terror eller "helvede"? –Får det i det hele taget ved hjælp af denne trussel noget som helst næstekærligt væsen ind i sin "himmel"?– Da kærlighed ikke er en viljesakt, men en evne man enten har eller ikke har, på samme måde som enhver anden begavelsestilstand såvel i materiel som i åndelig retning, kan den ligeså lidt som denne påføres væsenerne ved hjælp af trusler om straf og hævn. Tror man, de såkaldte geniers begavelse eller kunnen skyldes rædslen for en eller anden forfærdelig skæbne? –Hvis dette at blive geni kun var en viljesakt, hvorfor er så ikke alle mennesker genier? –Der mangler sikkert ikke lyst og vilje til at blive det, hos normalt begavede mennesker endog uden trusler om rædselsskæbner. Desuden ser det heller ikke ud til, at Forsynet har heldet med sig i denne metode. I så fald ville der jo aldrig være et eneste væsen, der ville komme til at havne i det "evige helvede". Når Forsynet ikke engang med truslen om en så raffineret straf som dette, evigt at skulle brændes, kan garantere væsenernes salighed eller frelse, men at endog strømmen af væsener, der går til nævnte uhyggelige sted, udtrykkes som "den brede vej", bliver det her en kendsgerning, at det "evige helvede" er ganske værdiløst med hensyn til menneskenes såkaldte "frelse" eller kommende "salighed", i særdeleshed da de væsener, der virkeligt når at komme ind i den bebudede "himmel", kun kan være de af truslen om "helvede" mest forskræmte væsener, der af frygt for denne "evige ild" søgte at opfylde alle næstekærlighedens forskrifter og idealer. Men når denne opførsel overfor næsten var dikteret af frygt for "straf" eller "evig fortabelse", er den ikke dikteret af kærlighed. De pågældende væseners opførsel er altså i heldigste tilfælde kun en gennemført dressur. Men en tvungen opførsel eller optræden overfor næsten kan aldrig i noget som helst tilfælde være kærlighed. Kærligheden er udelukkende en manifestation, man frivilligt føler glæde ved at give, ligegyldigt om man opnår en lys eller mørk skæbne derved, ja, er det ikke således, at "ingen har større kærlighed end den, der sætter sit liv til for andre"? –Det er ikke så mærkeligt, at der i den kirkelige kristendoms opfattelse bliver en "bred vej til helvede". Da næstekærlighed umuligt kan dikteres i kraft af trusler eller tvang, kommer der ikke ét eneste væsen i "himlen" ved hjælp af det "åndelige helvede". Alle væsener uden undtagelse er således på forhånd uigenkaldeligt dømt til denne "evige fortabelse". Intet under at man her har måttet betjene sig af sakramenter og formlerne om "nåden" og "syndernes forladelse". Hvorledes skulle man ellers blive "frelst" eller komme i "himlen"? –Da disse sakramenter er baseret på "troen" på denne "nåde" og "syndernes forladelse", og "troen" også er en evne, der ikke er underkastet viljen, kan nævnte foreteelser heller ikke retfærdiggøre det "evige helvede". Da evnen til at tro på disse sakramenter er i aftagende, bliver "strømmen" til "helvede" også her "bredere" og "bredere". Og væsenerne bliver således uden egen skyld kastet i en evig kulmination af pinsler, hvorfra de aldrig kan befries.
Tilbage til forsiden
Forrige